350 / 361
Rembrandt har i sin eviggyldige Kunst, med
trolddomsagtig Fantasi, fæstnet dette Billede paa
sit Lærred. Paa sin daglige Vandring i Amster*
dams Ghetto, hvor han opslog sit Atelier og optog
sine Modeller, har han mødt det jødiske Vidunders
barn og lyttet til hans forførende Musik.
I et tidligt Billede fra Rembrandts unge Aar af
Saul og David,
er den unge David holdt i dyb
Skygge — kun det ravnsorte Haar og det store
vagtsomme Blik skimtes, medens Lyset falder paa
de faste og følsomme Hænder og paa Sauls mis*
tænksomt lyttende Herskerskikkelse.
Men i et Billede fra Rembrandts 60de Aar træ*
der den unge Harpespiller ud af Skyggen. Udtryks
kets Blanding af Forborgenhed og Forfarenhed
brydes i det dunkelt forslagne Blik, i den lange føb
somme Næses Linjer og i Spillet om den brede
Mund, der forførerisk »smiler i Skægget«, som
skyggelet kruser den svagt løftede Overlæbe og
den smalle Hage. Mens Saul i tunge og triste
Grublerier løfter Gardinet og aftørrer de Taarer,
som David med sine legende Fingre lokker frem af
hans Hjertes mørke, tilfrosne Dyb.
Dette Billede af Rembrandt samler i en Type
det jødiske Vidunderbarns Træk, og — saa ofte
jeg har genset det — er Billedet af den unge Georg
34°