GeorgBrandesEtPortræt

vede sine Træk dybere og dybere i hans

Ydre,

tragikomisk Blanding af Skønhed og Karrikatur, af

Lidelse og Livsenergi som hos andre Børn af Israel

— Disraeli, Meyerbeer, Fru Heiberg. Med en Fø*

lelse af Skæbnens Tragikomik saå man ham i de

sidste Aar liste Spejlet frem fra Skrivebordets

Skabsskuffe og betragte sit Ansigt — for med

en pludselig, vild Grimasse at række Tunge af sin

egen Races Spejlbillede, der frastødte og tiltrak

ham paa samme Tid.

Splittelsen

var hans Kainsmærke. Som hans

Værk var splittet mellem Kunst og Videnskab,

var hans Liv splittet mellem Hjemland og Udland,

Syd og Nord, Øst og Vest — og hjemme var ikke

bedst. Og som hans Liv og hans Værk var ogsaa

håns inderste Natur: født i den jødiske Splittelses

Tegn — og et Splittelsens Tegn i Danmark.

Denne hans modsigende og modstridende Na=

turs tusinde Modsætninger, der bevirkede, at han

ogsaa

var »det modsatte« — disse Modsætninger

var de erotisk farvede og eksotisk krydrede Ingres

dienser, der blandedes i hans sammensatte Væsen.

Essensen heraf var hans Værk.

Hans Liv var ikke blot et Liv,

hans

Liv, som saa

mange andres. Hans Liv var

Liv.

Levende var

han, en Organisme af Liv i Natur og Aand.

Aan*

dens Liv

var for ham Livet — Fortidens, Nutidens,

Fremtidens Liv i Aand. I dén Forstand kunde de

342