GeorgBrandesEtPortræt

Aand, der tilhørte Hellas, sig i en sidste flakkende

Flamme. Det sidste Lys af sin Aand og de sidste

Draaber af sit Blod ofrer han de lethenlevende Gu*

der af Hellas og de tungt dømmende Guder af

Judæa — til Eros og Etos, til Sangvinitas og Mes

lancholia, de to dæmoniske Magter, der Livet igen*

nem havde kæmpet om Magten i hans stridende

og stridbare Sind.

Ude over Søerne har Mørket sænket sig — over

Byen, dens Parker og Taarne, dens Minder om

Sejre og Nederlag, om Lyst og Nød. Og træt til

Døden lukker den mødige Vandringsmand sine

Øjne for Livet, medens et sidste Suk, som en Svane*

sang over hans Liv og Værk, toner ud i den barm*

hjertige Nat:

Tro da ej, at jeg skræmmes,

fordi vel jeg véd,

hvad jeg virked vil glemmes,

hvad jeg led, hvad jeg hed.

Liv i Fremtidens ypperste Liv er en Art af

Udødelighed. —

»Uroen« i Værket er standset. Det urolige

Hjerte i Danmark har faaet Fred.

Rejsen er endt.