333 / 361
taire, Cæsar, Michelangelo. Men helt og fuldt hen?
gav han sig til de store jødiske
Hedsporer,
hvis in?
derste Natur var Nerve og Kraft, Utaalmodighed
og Udholdenhed i ét: Heine, Disraeli, Lassalle.
I Samlivet med disse beslægtede Skikkelser var
han
ene
med sin Natur i Værkstedets inderste Løn?
kammer. Og følte sig, som ellers aldrig,
lykkelig
i
sin Ensomhed.
Denne Forening af Utaalmodighed og Udhol?
denhed var »Livet« i Georg Brandes’ Liv. Sad
man ved hans Side og saå hans myreflittige Pen
ile hen over Papiret, forstod man det. Saa man
ham ile sin hastige Tur i Pauserne mellem Arbej?
det, betragtede man hans spillende Træk eller lyt?
tede man til hans strømmende Tale — fulgte man
hans Arbejde i dets Brydning mellem Utaalmodig?
hed og Udholdenhed, begreb man det. Derfor be?
høvede han ingen Stimulanser — Stimulansen laa i
hans Natur. Da en af hans nære Bekendte, der i
Kraft af sin charmerende
Chutspe
havde Frisprog,
en Dag tilbød ham nogle Piller af livsforyngende
og lystbefordrende Natur, udbrød han, halvt for?
bløffet, halvt fornærmet: »Jeg har
i ingen Hense
?
ende
Piller behov!« Derfor var Hvilen ham kun et
nødvendigt Onde — evigt producerende som han
var, aldrig vegeterende. »Laurbær afgiver et meget
323