GeorgBrandesEtPortræt

daarligt Leje at hvile paa« — skriver han i et Brev.

Derfor var selv Alderen ham en Stimulans — i Fø?

leisen af sin Ungdom trods Aarene. Som han ved

en Lejlighed sagde: »Den største Opmuntring for

mig i min Alderdom er den, at mine Samtidige

enten maa hænge paa eller falde fra.« Og derfor

kunde selv de mindste Bagateller, der pirrede hans

Videlyst — og hans Bedreviden — sætte hans

Utaalmodighed i Virksomhed. Som følgende:

». . . Jeg er lidt stolt af, at da Fru Jacobsen nylig

skrev til mig: »Jeg siger ikke som Goethe: Das

Leben ist der Güter höchstes nicht« — saa svarte

jeg: »Jeg kan ikke tro, den Linje er af Goethe,

den har ikke hans Jambes Melodi, og selv i en

opdigtet Persons Mund ligner den ham ikke. Den

klinger mere som

Schiller,

til hvis Livssyn den

passer.« — Nu blev ved min Flytning min »Schik

ler« i Havnegade, saa jeg har i nogle Aar ikke

haft den i min Haand. Men jeg skrev: det kunde

f. Ex. staa i Wallenstein.

Og virkelig fandt hun Verset i Schillers Wal?

lenstein.

Nu har jeg pralt.«

Og endelig fremlyser den uudslukkelige Ild af

Utaalmodigheden og Udholdenheden i hans Natur

gennem denne Nytaarshilsen fra hans Alders 80de

Aar:

». . . Jeg tror, at alt Liv bevæger sig i Bølge?

gang; hos alle vexler Opgangs? og Nedgangs?