293 / 361
Teatret. Men maaske De vilde sige mig, naar De
gaar fra Teatret? Sig mig blot Klokkeslettet.
Det gaar mig overmaade ilde. Alt hvad jeg
attraaede er mislykket for mig, saa jeg er gan?
ske sindssyg og viljessyg, skjønt ingen mærker
det og jeg af og til arbejder noget.
Jeg rejser snart og gjør vist adskillige Rejser.«
Men inden Udgangen af Juli Maaned har han
»nedkæmpet« Krisen — det er som om den »dybt
indgribende U lykke« aldrig var hændet. Livs?
lysten, Livskraften, ja Livsglæden er atter vaagnet,
Arbejdslysten melder sig, Humøret er atter drenge?
agtig kaadt, Livet har endnu Gevinster i sin Lykke?
pose:
». . . De mener, jeg var en flink Fyr som ung.
Ak, at jeg kunde komme
ud
over den Ungdom.
Véd De, hvor mange unge Kvinder der nu un?
der denne Sygdom har tilskrevet den elendige
Olding de ømmeste Breve, de virkelig
ømmeste
— tretten — siger og skriver tretten. Det er lidt
rigeligt, og kunde indbilde den hæder? og torne?
kronede Olding, at han ikke er helt aflægs
endnu.
Hvad han heller ikke er. Langtfra.--------
Desværre blev atter hele denne Sommer skaa?
ret bort af mit Liv. Dog er jeg ikke blot ikke
nedslaaet, men ved saa lyst Mod, som man kan
være det. Rigtignok er alle mine Planer gaaede i
Løbet, men jeg vil saa lægge andre.
Hvor kedeligt at det er saa svært at tjene
Penge. — Det var mig ligegyldigt, naar blot jeg
283