Julius Lange forklarer og forsvarer Offentliggøreli
sen af Vennens Breve:
»Jeg begaar ingen Indiskretion ved at udgive
disse. Hans Væsen var af den Art, at han kun
kan vinde og hans Anseelse kun stige ved at han
bliver bedre og fuldere kendt.«
Der er i det jød iske Væ sen , i det jødiske Fy*
siognomi, saaledes som det har fæstnet sig i »Ud#
lændigheden«, et Træk af Tragikomik. Shakespeare
har fæstnet det for evigt i en Skikkelse som Shy#
lock, Goldschm idt herhjemme i Skikkelser som
Avrohmche Nattergal og Simon Levi, de nyere
jiddische Skribenter i talrige Afskygninger fra alle
Lag — Chaplins Skikkelse i den stumme Kunst er
beslægtet hermed. D e t er i det nervøse og dybt
dramatiske Brydningsspil mellem Isolationsfølelse
og Ekspansionsdrift, Indkapsling og Livstørst, meb
lem Fremmedfornemmelse og Racebevidsthed, Ser*
v ilitet og Arrogance, mellem K løgt og Lidenskab*
N a ive te t og Grubleri, Beherskelse og Besættelse,
Chutspe
og
Chain
— eller for at sammenfatte Spih
let i dets tvende polare Modsætninger: det er i
Brydningsspillet mellem
Melancholia
og
Sangs
vinitas,
at »Menneskeligheden« i den jødiske
Psyke, for hvem intet menneskeligt er fremmed,
bestaar. —
274