GeorgBrandesEtPortræt

Julius Lange forklarer og forsvarer Offentliggøreli

sen af Vennens Breve:

»Jeg begaar ingen Indiskretion ved at udgive

disse. Hans Væsen var af den Art, at han kun

kan vinde og hans Anseelse kun stige ved at han

bliver bedre og fuldere kendt.«

Der er i det jød iske Væ sen , i det jødiske Fy*

siognomi, saaledes som det har fæstnet sig i »Ud#

lændigheden«, et Træk af Tragikomik. Shakespeare

har fæstnet det for evigt i en Skikkelse som Shy#

lock, Goldschm idt herhjemme i Skikkelser som

Avrohmche Nattergal og Simon Levi, de nyere

jiddische Skribenter i talrige Afskygninger fra alle

Lag — Chaplins Skikkelse i den stumme Kunst er

beslægtet hermed. D e t er i det nervøse og dybt

dramatiske Brydningsspil mellem Isolationsfølelse

og Ekspansionsdrift, Indkapsling og Livstørst, meb

lem Fremmedfornemmelse og Racebevidsthed, Ser*

v ilitet og Arrogance, mellem K løgt og Lidenskab*

N a ive te t og Grubleri, Beherskelse og Besættelse,

Chutspe

Chain

— eller for at sammenfatte Spih

let i dets tvende polare Modsætninger: det er i

Brydningsspillet mellem

Melancholia

Sangs

vinitas,

at »Menneskeligheden« i den jødiske

Psyke, for hvem intet menneskeligt er fremmed,

bestaar. —

274