91 / 331
Den svenske Belejringshær
Selv om Carl X Gustav havde i Sinde at vove noget
usædvanligt for at tage København og gøre sig til Herre
over Danmark med alle dets fristende Herligheder, saa
blev han dog tvivlraadig, da han stod foran sit Maal. Var
Fæstningen nu ikke for stærk til at kunne »berendes«
uden nogen Forberedelse? Var Forholdene ikke totalt
ændrede til Ugunst for ham, siden han var her sidst?
Kort Tid inden han modtog Danmarks Krigserklæring,
der var vedtaget paa Rigsdagen i Odense i Februar 1657,
havde han fra sin svenske Resident (Gesandt) i Køben
havn, Magnus Durell, modtaget denne opmuntrende Ind
beretning: »Her findes hverken Konduite, Courage, Orden,
Penge, Kredit eller Soldater. Landet staar aabent, de fleste
Stæder ligeledes aabne. Flaaden er hverken bemandet
eller udstyret med Ammunition. De, som her kaldes Office
rer eller gemene Soldater, er kun uexercerede Mænd.
Regeringen er ikke uden Tvedragt; Kongen er imod
Raadet, og Raadet er delt; alle Undersaater er desperate.«
Disse Udsagn havde jo bekræftet sig fuldkomment, da
han stod foran København i Februar Maaned. Nu, ved
Genkomsten i August, saa det ud til, at Befolkningen og
dens Regering havde baade Konduite og Courage. De
ofrede deres Huse og Vindmøller i Forstæderne til Flam
merne — og sendte ham Røgen i Næsen.
Ved Landgangen i Korsør havde Generalkvartermester
Erik Dahlberg mødt sin Konge med en absolut opmuntren
de Rapport om Tilstandene i Fæstningen København. Det
var igen den kendte Historie om de tørre Grave, de for
faldne Volde med den ganske ringe Bestykning (kun 6
6*
83