90 / 331
ningerne Kronborg og Nakskov eller ligefrem hjemsendt,
saa det blev hovedsagelig civile Folk, der maatte oplæres
i at betjene Kanonerne. Dette kunde jo kun lade sig gøre,
fordi Rammerne til et Artillerikorps eksisterede. Der var
i København paa dette Tidspunkt af Officerer med Artille
riuddannelse: 7 Oberster og Oberstløjtnanter, 17 K ap ta j
ner og Løjtnanter samt 15 Underofficerer og Konstabler.
At der ikke fandtes Kanoner til Fæstningens Armering,
er kun Sandhed med Modifikation. Paa Tøjhuset var der
ca. 350 Kanoner, store og smaa; allerede den 11. August
stod de fyrretyve bedste af disse Kanoner skudklare i
Voldens Bastioner. Altsaa langt mere og langt stærkere
Artilleri end det, Svenskerne foreløbig havde.
Til denne Styrke paa 4700 Mand kommer saa Borger
korpset paa 3000 Mand eller mere. De var i Forvejen for
meret i egne Kompagnier med egne Borgerofficerer —
paa samme Maade som man saa det i »Borgervæbningen«
helt ind i det nuværende Aarhundrede. Men dette Korps
af Byens næringsdrivende Borgermænd kunde naturligvis
ikke anvendes paa samme Maade som de egentlige Solda
ter, heller ikke som de specielle Korps, der var sammen
sat af lutter unge Mænd. Men Borgerkorpset fik alligevel
stor Betydning for Forsvaret, først og fremmest ved den
gode Aand, der herskede i dette Korps. Isæ r i Belejringens
første Tid, da Borgerne utrætteligt deltog i Vagttjenesten
paa Volden, gjorde de en meget værdifuld Indsats. Og
selve det, at Byens Borgerskab rejste sig med Vaaben i
Haand imod Fredsbryderen, hensatte Carl Gustav i
Raseri. Det var noget hidtil uhørt i hans Krigspraksis.
Og da han hørte om Borgernes Indtræden i Forsvaret,
tillagde han denne Omstændighed stor militær Betydning:
»Naar Kong Frederik har lovet dem saa skønne Friheder,
kan det ventes, at de giver os en haard Dyst. Je g tvivler
ikke om, at de vil modstaa et Pust.« Det gjorde ham med
Rette tvivlraadig, at Borgerskabet greb til Vaaben. For
med disse Tusinder kom der til at staa flere Folk i For
svaret, end Carl Gustav i Øjeblikket kunde sætte ind.
82