370 / 500
— 363 —
over i „Kongens Have“, og
der
hørte de Raab til dem:
„Skynd Dem hjem! Det brænder! Det brænder! Den
gamle Professor er i Fare!“ De styrtede over alle Bede,
men traf ham heldigviis staaende uskadt i en hel Flod
afVand. Sprøjterne fik snart slukket Ilden; det eneste
levende Væsen, der havde taget Skade, var Dompappen1),
der stod inde i hans Værelse og var halvkvalt af Røg
og Vand, men dog kom til sig selv igjen efter et meget
heftigt Hosteanfald, der i høj Grad morede Brandfolkene.
Efter denne Historie befandt Chr. Winther sig ikke rigtig
vel, og det varede nogen Tid, inden han ret var, som
han plejede. Han blev ikke ligefrem anklaget som Brand
stifter, men maatte dog betale 4 Kroner i Mulkt „for
uforsigtig Omgang med Ild“. —
Som Chr. Winthers ovenstaaende Fragment viser,
vilde han
udelukkende gjennem sin D igtning
have med
Offentligheden at gjøre. Jeg troer, at han ikke mere
end eengang overskred dette Princip, nemlig, da han i
1861, indsat af Legatstifteren selv, paatog sig at være
den Ene af de To, der uddelte den for Digtere bestemte
Portion af „Det anckerske Legat“. Snart kom han her
i Kollision med den øvrige Bestyrelse, idet han bestemt
hævdede, at Stifteren ene og alene havde tænkt, der
gjennem
det
skulde gives
yngre
Talenter Lejlighed til
Dannelse
og
Udvikling,
og, da man nu vilde skjænke
Legatet bort til Saadanne som Dr.
Paludan-Müller
(se
S. 143) og
H. R u n g
og gjennemførte dette Princip, skrev
Winther, vred som han var, d. 25nde Marts 1863 til
Kultusministeriet, at han saae sig nødsaget til at be-
gjære sig fritagen for at være Medlem af den omtalte
b Se Sml. Digtn. X, S. 133, og Efterl. Digte, S. 127.