375 / 500
— 368 —
og man spørger: „Var han lykkelig?“,
da rejser jeg mig brat
og svarer højt: „Mig prydede
ej Lavrens Hæderstegn,
ej kvæged eller frydede
mig Rigdoms gyldne Regn; —
men
hun
— hun har jo smykket mig
med Himlens bedste Navn,
og
hun
—- hun har henrykket mig
til Salighedens Havn;
hun nævnede
sin Sanger
mig,
og selv var hun min Brud —
og intet Mer forlanger jeg
af Verden eller Gud.1)
Hans Hustru var ganske enig med ham i hans
ovennævnte Betragtning; naar man kaldte ham „Hr.
Professor“, sagde hun, maaske paa en lidt opskruet
Maade: „Han hedder Christian Winther, og ikke Andet,
ikke Professor, kun Christian Winther.“
Saa megen Ungdom, som der blomstrer ud af „Bro
gede Blade“, saa megen personlig Vemod, „Klynk og
Klage“ er der ogsaa i denne Bog, hvis Titel jo netop
viser hen til Høsten. Han begyndte at føle sig gammel.
I sit Bryllupsaar 1848 sang h a n 2):
Jeg seer med Vemod ej tilbage
til Vaarens stille Blomstertid;
mit Hjærte fører ingen Klage,
for Solen ej er sommerblid.
Jeg veed jo nok, min Vandring vender
nu ned i Vintrens kolde Favn,
hvor Stilhed boer, hvor Aaref ender
i Gravens Hjem og sikre Havn;
*) Se Folmer Sangers omtrent tilsvarende Ord (Sml. Digtn. VII,
S. 278). *) Sml. Digtn. II, S. 74.