378 / 500
— 371 —
Er Du alt saa flov og tam,
pjaltet næsten, myg som Sivet
og af ingen Kjækhed stivet? —
Se, har Du ej Skam i Livet,
bliver Livet selv til Skam!
Blæs fra Dig den tunge Sky!
Om paa Kræfter end det kniber,
naar Du rask Dit Værktøj griber,
vaagne Kræfterne paany.
Vil
Du blot, saa
kan
Du godt!
Skam Dig dog for en Ulykke!
Jag paa Døren hver en Nykke!
Rejs Dig kjækt, og spil et Stykke! —
Det er jo en Skam og Spot!
Lad dog, som Du var en Mand!
Hjærtet op i Liv, min Bedste!
Frem med en af Gudens Heste!
Saa afsted, saa flink Du kan!
Knus Forsagtheds falske Spejl!
Riv Dig ud af Dødens Snare!
Drik Begejstrings Vin, den klare!
Lig ej fast, naar Du kan fare
frejdigt frem for fulde Sejl!
Trods denne Opmaning føler han dog, hvor han træn
ger til Hvile for sit Hjærte:
Hvile
— thi det bør ej
glemme!
For det Savn, som
der
har hjemme,
netop sødest Lindring findes
ved med Vemod ømt at
mindes
.b
Han opmuntres paa denne Tid ved Ord som disse af
Ploug
2) :
Du skal ikke slukke Ilden,
fordi Din Samtid gik bort;
Du hører dog ikke til den,
Dit ypperste Værk er vort;
b Sml. Digtn. X, S. 104. 2) Indledningsdigtet til „Samlede
Digte“.
24*