380 / 500
— 373 —
omstændelig, farlig og smertefuld. Jeg forsikrer Dem,
at, naar man har overstaaet det, saa undrer man sig
selv over sin Betænkelighed. Det Hele kan komme i
Orden i Løbet af højst fjorten Dage, og saa — hvilken
Glæde!
Jeg
veed det.“ Med sit ene øje* saae han nu
skarpere end nogensinde før1). En Middagsstund, kort
efterat han var begyndt at spadsere ud, mødte Professor
Vermehren
ham paa Hjørnet af Østergade og Kjøb-
magergade. „Naa, hvordan gaaer det, Professor Win
ther?“, spurgte
Vermehren;
„kan De nu se godt?“ „Ja,
kan
De
se godt?“, svarede Winther og viste hen til et
Skilt helt nede paa Højbroplads. „Hvad staaer
der?“
spurgte han
Vemneliren;
denne, hvis Syn ellers var
meget skarpt, kunde ikke læse det, medens Winther
skjelnede hvert Bogstav. Men dette Klarsyn var ham
ofte mindre behageligt, da han nu saae Alting
fo r
tyde
ligt. Han sagde: „Smukke Mennesker miste for mig
Noget af deres Skjønhed derved, at jeg seer en Rynke
her,
en Plet
der,
hvor de Fleste slet Intet se.“ Han
ønskede sig svagere Briller. Meget kjært var det ham
at erfare, hvorledes enkelte af hans Hjems yngre Ven
ner saae ud. Kand. jur.
Rasmus Nielsen
(nu Fuld
mægtig i Krigsministeriet), som hyppig kom i hans Hus,
gik op for at hilse paa ham, da han var kommen hjem
fra Klinikken. Winther ilede ham imøde og omfavnede
ham. „Nu først kan jeg se, hvorledes De seer ud,“
sagde han; „før har jeg kun kjendt Dem paa Deres
Stemme og Deres T rin.“ Han siger selv2), at han nu
med Hunger søgte at indhente det Forsømte i Retning
b Hans egne Ord i det S. 304 omtalte Brev til Frk.
Dau-
gacird.
2) I det tidligere citerede Brev til Frk.
Chr. Daugaard.