379 / 500
— 372 —
Du Mer i Dit Minde bærer
af Folkets inderste Sjæl
end Nogen, hvis Minde Du ærer,
end Du kan vide det selv.
Hil sidde Du, danske Sanger,
med Harpen paa Dit Knæ!
Det
Ydunsæble Du langer,
der hænger i D aphnesTræ ;
mens mange Værker skal glemmes
bag Glemsels og Tavsheds Laas,
skal Dine Sange fornæmmes
og elskes og forstaaes.
Det var jo ikke saa helt underligt, at denne nu
næsten ganske blinde gamle Mand, der levede under
saa mangeartede Tryk, var nær ved at give efter. En
lang Tid maatte han, som var Lysets og Glædens Ven,
leve i det dybeste Tusmørke. I December Maaned 1866
var endelig det ene øjes Stær bleven saa moden, at
han kunde indlægge sig paa Dr.
Edmund Hansen Gruts
Klinik for at lade det operere. Da dette heldig var
overstaaet, laa han under en Vaagekones Opsyn; idet
hun anden Dagen efter Operationen gik ud af Stuen og
slog Døren haardt i, sprang derved Kakkelovnsdøren
op, og nogle Stykker brændende Kul faldt ud paa Gul
vet. Winther ringede; men Klokkestrængen gik itu;
han sprang da resolut ud af sin Seng og proppede det
røde, rygende Kul ind i Ovnen; det var et Mirakel,
at øjet kunde taale dette, og han turde heller ikke for
tælle Doktoren det før 5 Dage efter, da det viste sig,
at det ikke havde skadet. Han var en urolig, men
elskværdig Patient. Senere skriver han til
Constantin
Hansen
x): „Man troer, at en saadan Operation er saa
b Breve fra og til C. W., S. 241.