377 / 500
—
3 7 0
-
frem ad
og glæder mig tydeligt derved; — men Hvad
der
var bedre f e r
, det beholder jeg
in mente.
“ Det er
skrevet samme Aar, som „Brogede Blade“ udkom. I
disse aander der dybere Smerte. Først ganske sagte1):
Det er saa drøveligt et Skue,
naar en forældet Voltigør
vil sirligt svinge sig i Bue,
men staaer paa Pletten, stiv og tør.
Før som en Bæk fra Fjældets Side,
som fra en Buestræng en Pil,
brød Sangens Toner, stærke, blide,
sig Vej til Taarer og til Smil.
Tilgiv, at nu saa langsomt, stille,
den gaaer sin Vandring til Dit Bryst!
En Sangfugl mister jo sin Trille
og Fjederpragt, naar det er Høst.
Tydeligere kommer Smerten frem i Ord som disse2):
At synke mer og mere,
at blive gammel, sløv og graa,
det maa nu saadan være —
skjøndt det er tungt at bære paa.
Lidt efter lidt Maskinen
faaer hist og her en Brøst og Bræk,
og, taaler man end Pinen,
er Hjærtets Frejdighed dog væk.
Knap kan jeg aande, sukke,
en sandet Ørk er lig mit Bryst,
jeg kan ej mere dukke
mig ned i Sangens friske L yst.3)
Han opmandede sig selv med Tiltale som denne4):
Du, der fordum gik saa let,
hvorfor træder Du saa varlig?
Troer Du Vejen mere farlig?
Eller er Du mat og træt?
i) Sml. Digtn. X, S. 12. 2) Smsteds S. 32. 3) Se ogsaa „Fal
ske Varsler“, smsteds S. 83—87. 4) Smsteds X, S. 46—47.