372 / 500
— 365 —
ligens har opfyldt sin Pligt at være tapper, til Ridder,
og smykker man ham med en Orden, saa er den Ting
i sin Orden. Jeg haaber forresten, at Du troer, at jeg
ikke her taler som Ræven om Rønnebærrene.“ Den
12te Sept. 1868 lader Departementschef
C. Weis
Winther
vide, at han er foreslaaet til at blive Ridder; Winther
„forfærdes“ derover og giver til Svar1): „Dette over
raskede, ja, jeg kan gjærne sige, bedrøvede mig. Hvor
dan i al Verden og
hvorfor
har Nogen — og Du! —
kunnet falde paa at tage fat paa denne Sag, som jeg
alt forlængst haabede var afgjort saaledes, at jeg i Fred
kunde slaa mig til Ro. — . . . Det lader til, at Du
troer mig
forurettet.
Dette er dog egentlig ikke Tilfældet.
Lige indtil Aaret 1850 vare Dhrr.
H. C. Andersen, H. P.
Holst, Henrik Hertz, Fr. Paludan-Muller
og
P. Fa
ber
(„den tapre Landsoldat“) bievne dekorerede. Alle
ere de yngre end jeg. At jeg i yngre Aar vilde have
modtaget en Ridderorden med forfængelig Glæde —
hvorfor skulde jeg vel negte det?2) Men nu vilde det
være mig et trykkende Kors. — Dog, at jeg med kræn
ket Følelse
nogensinde
skulde have „savnet“ Saadant,
er en Mening om mig, en Dom, den jeg med god Sam
vittighed tør underkjende. — Paa hint Tidspunkt (1850)
forekom det mig dog, at det vilde se højst komisk ud,
om jeg
endelig
kom i „Betragtning“, og
da
benyttede
jeg først Kammerherre
Lundings
og efter hans Død
Gh. Etatsraad
Traps bona offcia
til at
forebygge, f o r
hindre
min Udnævnelse til Ridder. Sidste Gang, dette
skete, var i 1866, da jeg fyldte mit 70. Aar. . . . Det
0 Breve fra og til C. W., S. 150 ff. 2) Dette stemmer ikke med,
at han i 1864 siger, han
aldrig
har ønsket en saadan.