ChristianWinther

—

3 6 9

—

men i mit Hjærtes'Dyb jeg føler

endnu en Vaar, en Sommertyst,

en Ild, som Vintrens Sne ej køler,

en Klang, som aldrig vorder tyst.

Naar da til Slummer Citren hænges,

jeg aldrig siger den Farvel;

den vaagner brat, saasnart jeg længes

og stemmer altid med min Sjæl.

I 1857 siger h a n 1):

Thi jeg er ingen Daare,

som har den vamle Skik

at spilde Suk og Taare

paa Tiden, som hengik;

ak, Alt, hvad der kan tænkes

at gjøre Glæden rig,

det Bedste, der kan skjænkes,

har Tiden skjænket mig.

Hermed sigter han aabenbart til sin Hustru, hvem han

hilser med disse O rd2):

D ig

vender jeg mig til, naar grandt jeg føler,

at Modet trækker ind de trætte Vinger

og Verdens Aandepust for barskt mig køler.

Til Dig jeg tyer, naar Alderen mig tvinger

og Tanken altfor træg i Hjærtet nøler;

thi Du er ung — og Ungdom Du mig bringer!

I 1865 skriver h an 3): „At jeg er

senex%

lader

sig desværre ikke benegte; jeg troer ikke, at jeg er

qverulus

5), skjondt jeg ikke just higer efter Omgang,

men helst er alene; — at være

laudator temporis acti

vogter jeg mig vel for; det bliver saa let kastet os

Gamle i Næsen. Jeg seer tydeligt Tidens Kæmpeskridt

b Sml. Digtn. I, S. 227. 2) Smsteds III, S. 223. s) Paa et løst

Stykke Papir blandt hans Efterladenskaber. 4) Olding. 5) En, som

idelig klager uden Aarsag. 6) „Lovpriser af de gamle Dage“ (se:

Horats: A rs -poetica,

V. 173.

N. B ø g h : Chr. W inther. III.