ChristianWinther

— 375 —

Var Chr. Winther ved sit gjenerhvervede Syn kom

men ud over eet stort T ryk , saa var der igjen andre,

der hvilede tungt paa ham: hans Hjem var ikke lykke

ligt. Fru Winther følte sig mere og mere legemlig svag,

hvilket tog meget paa hendes Mand; naar han mærkede,

hun var lidende, hentede han strax uden hendes Vidende

Professor

Hornemann

og forlangte, at han

skulde

kurere

hende. „Hvad har man ellers Læger for?“ spurgte han.

Han var helt ude af sig selv, fordi

hun

skulde lide, og

ikke

han

. Engang, da hun klagede over en Smule

Tandpine og var bleven liggende lidt længer end sæd

vanligt, hentede han en Tandlæge, der meget imod hen

des Villie maatte trække Tanden ud. Hun

maatte

ikke

lide, hvis hendes Husbond da kunde forhindre det.

Til hendes Skrøbelighed kom saa dette, at

Ida

blev mere og mere abnorm. Uden hendes Billigelse

turde Forældrene ikke indbyde Nogen, og, selv naar

hun havde givet sit Samtykke, kunde det hændes, at

hun kort før Middagsbordet gik iseng og sagde: „Lad

dem

sig,

saa skal

jeg

dem,“ og

saa laa

hun, medens de Andre sad tilbords, inde i Sengen og

ringede paa en Klokke, der hang i Spisestuen, men hvis

Stræng gik ind i hendes Værelse. Man turde ikke skære

Strængen over; thi, mærkede hun det, kunde hun falde

paa at ryge ud af Sengen og vise sig i Spisestuedøren.

Naar hun til daglig Brug leverede en af sine Scener

ved Bordet, rejste Winther sig og bad om at faa sin

Kaffe ind paa sit Værelse; senere forærede han hende

saa en Gave. Det var en ren Velsignelse, naar hun gik

tilsengs Kl. 7 eller naar hun flere Vintermaaneder igjen-

nem slet ikke stod op. Chr. Winther var henrykt, naar