383 / 500
— 376 —
han om Aftenen kunde sidde nogle Timer i Ro med sin
Julie;
de havde altid Nok at tale sammen om, og
imellem dem var der aldrig Scener. — Det var ikke
underligt, at saadanne Forhold trykkede ham dybt ned.
Paa ham kan man anvende følgende Ord, som
Schiller
skrev til
Korner
om
Goethe:
„Hans Sind er ikke gan
ske i Ro; hans elendige, huslige Forhold, som han er
for svag til at forandre, gjøre ham saare ulykkelig.“
Og man kan med lige saa stor Ret tilføje Hvad
Lewes
siger om
Goethe:
„Kærlig var han og altid bange for at
volde Nogen Sorg. Han led saameget, fordi han ikke
kunde nænne at lade Andre lide.“
Da
Idas
Opførsel blev
H enri
for gal, talede han
en Dag rent ud med Moderen og sagde, at hun — om
ikke for Andres, saa for Chr. Winthers Skyld — burde
bringe hende paa en Sindssygeanstalt, hvor hun længe
havde hørt hjemme.
Ida,
som havde den ædle Vane
at lure ved Dørene, hørte dette og blev saa rasende,
at hun fortrængte Broderen fra Huset, og i flere Aar
kom han der kun i al Hemmelighed, ubemærket af
Søsteren. Moderen tog Datterens Parti, og det skulde
bestandig lade, som om der Ingenting var ivejen. En
Dag, da
Constantin Hansen
og
Carl Andersen
spiste
der, var
Ida
— som saa ofte før — gaaet iseng, og
under hele Maaltidet vedblev hun med at ringe. Fru
Winther lod som Ingenting; hun sad tværtimod og for
talte om den store Oplivelse,
Ida
var til i Hjemmet;
men Winther bøjede sig mod
Carl Andersen
og sagde:
„Min stakkels Datter! Hun er sindssyg!“ 1)
Tilsidst blev paa Grund af disse Forhold den aan-
') Meddelt mig af
Carl Andersen.