46 / 112
43
Allerede i Humanismens Tidsalder begynder man dog
at ivre her imod.
Den spansk-nederlandske Pædagog J u a n V i v e s ud
giver sit berømte Værk „De disciplinis“ (1531), i hvis
anden Del han ganske vist fordrer en streng Alvor i
Disciplinen, men samtidig ogsaa en langt stærkere Huma
nitet.
Samme Aar udsender den bekendte danske Reformator
Chr. P e d e r s e n under sit Landflygtighedsophold i Ant-
w e r p e n . et Skrift: „Om Børn at holde i Skole“, hvori han
i drastiske Træk skildrer den Tids Skolegang:
„Hvordan forbandet Helvedes og Skærsilds Pine de
unge Peblinge lede i min og andre Fleres Ungdom o g før
i mange Aar og siden desligeste i Danmark, Sverige og
Norge af deres vanvittige og umilde Skolemestre o g Hø
rere med de slemme, uchristelige Hudstrygeiser, Slag, Hug
o g Plager, som de gave dem for en føje Brøde og saa godt
som for ingen, det vide baade Præster og Munke, Kanni
ker og Skrivere, som vare deres Disciple.“
Da Skriftet var en Bearbejdelse af et af L u t h e r s
Sendebreve, maa Forholdene have været lige saa grufulde
i Tyskland. —
Den følgende Pædagog af større Betydning, Tyskeren
Rathke eller R a t i c h i u s ønsker al Tvang afskaffet, og
hans Ideer udvikles af Europas største Pædagog C om e -
n i u s , paa hvis Grundsætninger den moderne Skoleunder
visning for en stor Del er grundlagt.
Dovenskab — siger han — er en Sygdom, „der skal
fjernes ved Diæt o g milde Lægemidler og ikke skærpes
ved skarpe Midler“*). Ganske vist kan der ogsaa findes
*) V. K u h r: „D et pædagogiske System i Comenius didactica magna“ .
S.
2 14
f.