48 / 112
45
legemlige Straffe skal stærkt indskrænkes, og der skal saa
'meget som muligt appelleres til Børnenes Æresfølelse. Selv
C ar ly le — der forøvrigt er mere berømt som Filosof end
som Pædagog —, om hvis Hidsighed og Pryglelyst der for
tælles, at den skal have været saa stor, at Mødrene jog
ham ud af den By, i hvilken han var Lærer*), skal ved
P e s t a l o z z i s Indflydelse være blevet saa from, at han
kun meget sjældent greb til legemlige Straffe, o g da kun
paa en lidet haardhændet Maade. Ja, helt op til den mo
derne Tid rækker P e s t a l o z z i , o g hans Teorier udvides
i den Grad, at G u y au endog helt forkaster Nytten af For
maninger og Straffeprædikener og lægger hele Vægten paa
Overtalelse og Suggestion.**) —
Den store Skolekommission fra 1809 er paavirket ikke
alene af P e s t a l o z z i , men nok saa meget af C o m e n i u s
— førstnævntes Indflydelse spores særlig i den Forplig
telse, der blev paalagt de lokale Skolekommissioner at
indberette til Direktionen de Lærere, som udmærkede sig
ved at vedligeholde Orden o g Opmærksomhed i deres
Klasse u d e n L e g e m s s t r a f f e s Hj æ l p , — og sidstnævn
tes i Lærernes Instruks, der vel tillader, men i høj Grad
indskrænker Benyttelsen af Legemsstraffe.
Kommissionen havde her vist en særlig Forudseenhed,
i saa høj Grad, at den offentlige Mening reagerede usæd
vanlig kraftigt.
Det var særlig Pressen, der tog til Orde mod denne
„blødsødne Humanitet“ og i stærke Ord protesterede.
Typisk i denne Henseende er en Række Artikler i
„Politivennen“ for Aaret 1821, der vakte en saadan Op
mærksomhed, at de endog blev Genstand for Forespørg
sel fra allerhøjeste Sted.
*) J. K u re: Thomas Carlyle og hans H ustru, S.
62
.
■**) A . Bjarnason: Jean-M arie Guyau, S.
12 0
.