47 / 112
44
Individer, som kun kan forbedres ved Prygl, og selv om
vedkommende ikke forbedres herved, saa vil de dog ind
jage de andre en gavnlig Frygt — kun maa man ikke gaa
til disse Yderligheder ved enhver Anledning for ikke at op
bruge „Midlerne mod det yderste, før det yderste indtræ
der.“ En saadan Strenghed skal da altid opløses i Kær
lighed, for at Disciplene vedblivende kan elske og agte
deres Opdragere.
I Oplysningstidsalderen bliver J o h n L o c k e den første
Pædagog. Foruden at lægge Hovedvægten paa den legem
lige Opdragelse, — som stadig er NummeL et i de engelske
Skoler —, fordrer han Pryglene afskaffet. Lærdommen er
det mindste; det vigtigste er at styrke Viljen.
Saa kommer R o u s s eau. Han gør det for saa vidt
af rned al Disciplin, som han hævder, at man kun skal
adlyde et eneste her i Verden: Fornuften.
Hans Ideer indføres herhjemme af Tyskeren B a s e d o w ,
der bliver Lærer ved forskellige Anstalter her i Byen,
men som ved sit uordentlige o g drikfældige Liv og ved
sin utrolige Hidsighed forskertser al Sympati*).
Som Supplement til Rousseau — samtidig paavirket af
M a r m o n t e l — kommer P e s t a l o z z i , hvis yderst fine
Natur bortstødes af alle grove Midler. Han er „Opdageren
af den uendelig humane Kærlighed som Opdragelseslivets
Sjæl“**), og hans Fortælling om, „wie Gertrud ihre Kinder
lehrt“, gør Furore i alle europæiske, interesserede Kredse.
Nu skal al Børneopdragelse baseres paa Humanitet, de
*) Ang. Basedow og hans System skriver den tyske Livlæge H e n s i e r
i et Brev til den berøm te tyske Oplysningsidealist N ic o la i: „H vad
jeg mener om Basedow? H ans hele Plan har den Hovedfejl, at han
vil have Forstand hos Børn, førend N aturen giver den. H an er over
hovedet ikke saa uegennyttig, som mange vil paastaa“.
**) H erm . T rier: Af Opdragelsens Historie, S.
262
.