KøbenhavnsKommuneskole

Det hedder i en af disse (Bladets Nr. 306), at Lærernes

Autoritet fuldstændig vil forsvinde, naar de skal undvære

disse gamle Straffemidler som Kat o g lign., da „mange

af Nutidens brave o g hæderlige Mænd har erfaret denne

Behandlingsmaade o g paastaar, at den har skabt deres

fysiske, intellektuelle eller moralske Dannelse,“ som uden

korporlig Revselse ikke vilde være særlig udviklet. „Hvor

for skal Læreren i Almueskolen have mindre Straffemyn

dighed end Læreren i den lærde Skole, hvis Disciple dog

udgaa fra bedre Hjem, medens her de lavere Klasser sør

ger saa lidt for Børnenes Moralitet?“ Det er ogsaa for

kasteligt, at Læreren — som Instruksen byder — først

skal indhente Skolekommissionens Tilladelse, før han tør

give en uartig Dreng Ris. Paa den Maade kommer Straffen

for sent o g virker ikke kraftig nok, samtidig med at Lærer

nes faa Fritimer spildes, o g hans Iver for Undervisningen

kølnes. Er der nu Tale om Disciple paa 13—14—15 Aar,

— som der ofte var i Aftenskolerne —, maa det sikkert

ogsaa være ubehageligt for Læreren at eksekvere Straffen

med Ris, som — da den sammenbuncfne Ende ikke maa

benyttes — uden Tvivl skal bruges til den Del af Legemet,

„for hvis Blottelse enhver vistnok maa have Aversion.“

Gode Følger af en saadan Straf kan neppe ventes hos

et Barn, der kort efter ved Bortgangen fra Skolen til

lader sig de største Uordener som ved f. Eks. at kaste

Kammeraterne Gadesnavs i Ansigtet, bruger de usømme

ligste Udtryk eller synger de mest uanstændige Viser.

I Stedet for straks at bruge en alvorlig, legemlig Straf

over for et Barn, der forser sig — hedder det videre —

kan Læreren da skrive en Anmærkning i Protokollen.

Hvad Nytte skal dette dog gøre? Enten læser Foræl

drene det slet ikke, eller ogsaa bekymrer de sig ikke om

deres Børns Fremgang, men begunstiger vel endog deres