63 / 112
60
søg med den indbyrdes Undervisning, og at der skulde
oprettes en Normalklasse, baseret paa denne Metode med
cand. theol. S c h o v som Lærer og med Major A b r a h a m-
s o n som Tilsynshavende.
A b r a h a m s o n var den ledende Aand. Han havde sat
sig ind i Metoden under et Ophold i Frankrig og udfoldede
nu her — sammen med Amtsprovst P. H. Mø n s t e r * ) —
en utrættelig Virksomhed. Følgen af denne ses af en Række
kgl. Forordninger, blandt hvilke den vigtigste var den, der
(i 1822) tillod Undervisningens Indførelse overalt i Sko
lerne.
Allerede det næste Aar var den indført i 244 Klasser
og i 1830 i ikke mindre end 2637 hele Landet over.
Grunden hertil var næppe dens fortræffelige Egenska
ber, men snarere den Omstændighed,, at man mente derved
hurtigere at stige i Kongens Gunst og faa Adgang til
Befordring.
Denne næsten utrolige Fremgang — der var saa paa
faldende, at man endog lagde Mærke til den i Udlandet,
hvor der i 1827 udkom et Værk om Frankrigs produktive
Kræfter af Socialøkonomen Du pi n, hvori bl. a. hedder:
„I Danmark har den indbyrdes Undervisning gjort forbau-
sende Fremskridt, uden at Folkets Lovlydighed er blevet
mindre, fordi det er blevet oplyst (1. D. S. 89)“ — var
dog ikke gaaet for sig uden stadige, men en Tid lang me
get spagfærdige Angreb, særlig fra Gejstlighedens Side,
der angreb Metoden, fordi den lagde saa lidt Vind paa
Religionsundervisningen.
Først Prof. H. N. C l a u s e n vovede at trodse Kongens
Vilje og rettede et sønderknusende Angreb paa Metoden,
hvori han bl. a. oplyste, at Grunden til Major Abraham-
*) Abrahamson og Mønster udgav i Fællesskab et stort tre Binds V æ rk:
„Om den indbyrdes Undervisnings Værd og Væsen“.