58 / 112
55
o g rigtig Maade. I den øverste Klasse — hvor kun de
anbragtes, „med hvilke man kan gaa videre“ , — skulde
en fuldkomnere Læsning iagttages — særlig for Vers’ Ved
kommende —, o g der skulde navnlig ses hen til et rigtigt
Tonefald og Udtryk.
Ved Skoleanordningen af 1844 synes Forholdet atter at
være en Del forrykket.
Med Hensyn til Læsningen hedder det nu blot, at denne
skal være tydelig og saaledes, at det kan skønnes, at
Børnene forstaar Meningen. Endvidere „bør de ældre Børn
flittig vejledes til selv at føre i Pennen, hvad de har lært
i Skoletimerne, og ved denne Lejlighed tillige meddeles
de vigtigste Regler af den danske Sproglære“ .
Religionen gøres derimod til Genstand for en længere
Omtale. Først skal Læreren beflitte sig paa et værdigt
Foredrag; han bør ikke indprente Religionens Sandheder
ved Udenadslæsning, men gøre dem tydelige for Forstan
den; dernæst skal han ogsaa gaa i Kirke med de større
Børn o g den følgende Dag kortelig gennemgaa Prædike
nen med dem.
Dette sidste var direkte taget fra Fattigskolernes In
struks og var næppe heldigt. En t v u n g e n Kirkegang kan
kun tilsyneladende fremme Moralen. Eksemplerne fra C h r i
s t i a n VI.s Tid skulde egentlig heller ikke synes at virke
opmuntrende i den Retning. Det viste sig derfor ogsaa
ret hurtigt, at denne Bestemmelse ikke lod sig gennem
føre i Praksis, særlig da Elevantallet snart blev saa stort,
at Datidens Kirker næppe kunde rumme dem.
Den nye Læseplan — af 1907 — ser ganske anderledes
fornuftigt paa Sagen. I de tre første Klasser*) er Under
visningen mundtlig og saavidt muligt knyttet til Billeder,
*) De oprindelige tre Klasser blev først delt i fem, senere i syv (otte)
Klasser.