57 / 112
54
Medens den ældste offentlige Skole i København —
B r e m e r h o l m s — i sin ganske kortfattede instruks af 1628
bestemmer, at Skolemesteren blot skulde lære Børnene „att
lese och i nogen maade att schriffue saa och begyndelsen
paa regnekonsten“ , — uden paa et eneste Punkt at berøre
Religionsundervisningen —, saa faar vi et helt andet Bil
lede, saasnart vi naar ind i det attende Aarhundrede —
Pietismens Tidsalder.
I Fundatsen for F r u e fattige Skole hedder det saaledes,
at Lærerne „skulde holde Drengebørnene til Gudsfrygt,
o g hvad de i deres Catechismo eller bibliske Bøger og
Evangelier lader dem læse, skal de grundig give dem For-
staaelsen af, og med slig Andagt undervise dem, at det
kan gaa dem til Hjertet, hvad de lærer.“ Denne Guds
frygt skulde da videre udvikles af Præsten under Konfir
mationsforberedelsen, hvor han særlig „af forbarmende
Kjærlighed“ skulde foreholde Børnene deres Sjæls „elen
dige Tilstand“ (Forordn, af 13—1—1736).
At en saadan Undervisning ofte vilde have den mod
satte Virkning af den tilsigtede — hvorfor skal et uskyl
digt Barn altid have en elendig Sjæl? — indsaa da ogsaa
Skolekommissionen af 1809, som fik hele dette Forhold
forandret ved Reglementet af 1814.
Barnet skal nu ikke have mere at vide om sin Sjæl,
end hvad der behøves for at „tænke over o g iagttage
sig selv til tydeligt Begreb om sit Menneskeværd o g for
at understøtte den religiøse Undervisning.“
Hovedvægten lægges, som ganske naturligt er, paa Mo-
dersmaalet. I den nederste Klasse i den af tre Klasser
bestaaende Skole skal Barnet lære at læse og stave Fler-
stavelsesord „af Hovedet og Bogen“, medens Læsningen
i den følgende Klasse bringes til „mekanisk Rigtighed“,
saaledes at alle enkelte Stavelser udtales paa en tydelig