65 / 112
62
undervisningen er, at han afskaffer al indbyrdes Undervis
ning og stadig stræber efter at blive, hvad han bør være:
ene Lærer i Klassen. Jo mere han nærmer sig dette Maal,
jo større bliver Oversigten, Ordenen, Livligheden og Frem
gangen i Klassen, o g jo lettere og interessantere bliver
hans Arbejde.
„Læsningen“ — hedder det videre — „maa have den
største Tid, dels fordi den uafviselig er den vigtigste Disci
plin, dels fordi den i Følge sin Natur kræver den læng
ste Tid.“
Metoden gik da i Korthed ud paa at indføre Bihjæl
pere i den laveste Klasse, saaledes at hver Elev havde
sin, der skulde indprente ham Bogstaverne. Mellem Elever
og Bihjælpere skulde Læreren stadig gaa rundt og vaage
over, at der blev bestilt noget, og i givet Tilfælde ud
dele Ros eller Straf.
I den næste Klasse — Staveklassen — faldt Bihjæl
peren bort. Her var der en Forstaver — i Reglen en
af de daarligste Stavere —, som stavede alene, medens
de øvrige Børn fulgte med i deres Bog med deres Griffel.
Saasnart de naaede et Tostavelsesord, faldt de alle sammen
ind o g stavede dette Ord i Kor, hvorefter Forstaveren
fortsatte.
Den følgende Klasse — Læseklassens — Elever skulde
ved Genfortælling og paa lignende Maade godtgøre, at de
havde forsiaaet det læste. —
1 1853 dør S c h o u b o e , og hans Metode overlever ham
ikke længe. Det har sikkert været et alt for kompliceret
Apparat til, at man kunde vente sig noget stort af det i
Længden, og man gik snart efter over til at ansætte een
bestemt Lærer i Hovedfagene i hver Klasse. Han ryk
kede da op med Klassen, til Børnene blev udskrevet, og
her har vi altsaa Begyndelsen til det nuværende Klasse