110 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
Den politik, som ministeriet Ørsted udstak, måtte politidirektør
Bræstrup naturligvis følge, da han jo var direkte underordnet ju
stitsministeren i den til enhver tid siddende regering, men der er
næppe tvivl om, at han som gammel, erfaren embedsmand i en
betroet stilling i vid udstrækning kunne handle efter personlig
konduite, især når ministeriets politiske anskuelser tillod det at
betragte ham som en loyal og ligesindet medarbejder. Det har
sikkert ikke været Bræstrup ukært at følge den ørstedske linie over
for den politiske udfoldelse i datidens København, for hans egne
sympatier var velkendte; de afslørede sig i hans embedshandlinger,
og man kan i dag af hans brevveksling se, hvor vanskeligt han fandt
det at acceptere de nye tider,122 selv om man ikke kan frakende
ham en vis form for tilpasningsevne. Dertil var han trods alt for
begavet.
Nu er der vel ikke meget, som tyder på, at Bræstrups fingre
ligefrem kløede efter at lade bambusstokken danse, som Dagbladet
mente,123 tværtimod så han utvivlsomt gerne et dygtigt og tal
stærkt politi, som kunne klare sin opgave og endda fare med lempe,
men som leder af Københavns politi måtte han finde sig i at være
skydeskive for den liberale bevægelses kritik og satire. Selv om
han personligt respekteredes i alle lejre for sin overordentlige dyg
tighed og anerkendte humanisme, kunne det ikke undgås, at han
samtidig opfattedes som inkarnationen af den onde ånd bag den
reaktionære kurs, der gjorde politiets stilling i årene efter 1848
stadig mere uholdbar.
V . Nye reformplaner.
I 1857 indførtes gasbelysning i København, og da vægterkorp
set hermed stilledes til friere disposition, forelå nu muligheden for
en fuldstændig omordning af hovedstadens politi. Til at tage sagen
1 0 8