139 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
Under lovforslagets behandling i folketinget fulgte Bille som
ordfører for det nationalliberale parti de synspunkter op, han havde
ført frem i sin egenskab af redaktør af Dagbladet, og som havde
gjort ham til politiets absolut hårdeste kritiker. I erkendelse af, at
udkastet kun var en skal om den egentlige kerne, en ny vedtægt
for Københavns politi, tog han fat på en systematisk opremsning af
det gældende politisystems fejl og mangler og en næsten historisk
gennemgang af dets myndighedsmisbrug. Under stadig henvisning
til de forbilledlige engelske tilstande gjorde Bille rede for tidligere
omorganisationsforslag - sikkert velmente, men alligevel mangel
fulde - for at ende med en omtale af det foreliggende udkast, som
han kritiserede på adskillige punkter, men til slut anbefalede varmt.
Og havde man først politireformen, kunne man bagefter tage fat
på en reform af befolkningens opfattelse af og holdning over for
politiet.20S
Blandt bondevennerne var begejstringen for lovforslaget meget
beskeden, selv om man anerkendte nødvendigheden af en reform
og derfor for så vidt gik ind for det. Stærkere end de mere saglige
indvendinger virkede et voldsomt angreb på Bille og hans journali
stiske virksomhed, som J. A. Hansen følte sig foranlediget til at
fremsætte fra folketingets talerstol. Han kunne ikke indse, at det
netop var anvendelsen af politimagten, der gjorde en omordning
påkrævet, og han mente, at man havde gjort politiet uret i 1860.
Skulle der skrides ind, var der ikke tid til komplimenter, og havde
enkelte betjente end optrådt forkert, så lå hovedparten af skylden
dog hos pøbelen, også den finere pøbel, og den del af pressen, der
opmuntrede optøjerne og endog opdigtede noveller for at holde
uroen vedlige. Med hensyn til lovforslaget var visse dele af det
et tydeligt bevis på, hvor galt det gik, når folk efter et kort ophold
i udlandet ville overføre fremmede begreber på hjemlige forhold."0,)
T37