30 / 110
en »gammel, tung mand, af naturen from, men tillige
efterladen«, brolæggerne »trodsige, hengivne til
fylderi og lade«
u\
Trods arkitekten Lauritz de Thurahs udtalelse 1748 i
sit kobberstukne værk: »Hafnia Hodierna«, hvori han
stolt beretter, at København var »herlig bebygget«,
synes forholdene ikke at have ændret sig. I 1764 miste
de myndighederne endelig tålmodigheden og gav or
dre til at brolægge gaderne under eet - fra den ene
ende til den anden - og lade udgifterne fordele mellem
husejerne, hvorimod fortovene »måtte ankomme på e-
jerne selv og ikke skulde vedkomme den almindelige
brolægning« 13b
Troen på, at gaderne nu ville blive sat forsvarligt i
stand, viste sig hurtigt ikke at holde stik, og allerede i
1765
blev der nedsat en særlig trottoirkommission til at
tage sig a f fortovene. Som rådgiver ansattes den ind
kaldte franske ingeniør Jean Marmillod, og allerede
inden Frederik V ’s død
1766
var arbejdet med de første
fortove i gang ved Holmens Kanal. Marmillod
udarbejdede også et forslag til brolægning af hele
strækningen fra Kongens Nytorv til Vesterport med
fortove. Projektet godkendtes 1771 af kongen, og
skønt det kort efter udvidedes med Vesterbrogade ind
til Frederiksberg Alle, synes arbejdet at have være
fuldendt allerede sommeren 1772, og de såkaldte »små
alleer« udenfor Vesterport at være blevet plantet.
Samtidig forbedredes gadebelysningen efter en ka
binetsordre fra Struensee med 309 nye lygter, således
at den ialt kom til at bestå af 1.175 lygter. For at give
de gamle lygter større belysningsevne forsynedes de
27