ByOgTrafikGennem700År

Rahbek hørte til dem, der på sin egen krop havde

mærket dem i al deres gru. Da han en dag i 1772 i det

fornemme Amalienborgkvarter ville krydse den brede

rendesten på St. Annæ Plads ved at træde ud på en

bunke dynd, der havde samlet sig midt i strømmen,

sank han i »uden at nå bund, så jeg ydermere faldt på

det andet knæ og havde meget ondt med at komme op

og aldeles tilsølet, og til spektakel for alle forbigående

at nå hjem« 17b

Det var iøvrigt i samme rendesten, der ti år tidligere

var blevet fundet et næsten oprådnet lig af en nyfødt

dreng, stukket ind under et rendestensbrædt 18b

Overalt i byen var forholdene de samme. I rendeste

nene blandedes regnvand med husholdningsaffald,

latrin og affald fra brændevinsbrændernes kvæghold,

ligesom det heller ikke var noget usædvanligt syn at se

priveternes uhumske indhold ved hjælp af vandposte

nes spildevand glide med strømmen ned ad gaderne,

udbredende især om sommeren en frygtelig stank, der

dog ikke synes at have generet datiden synderligt,

ligeså lidt som den synes at have forstået den smittefa

re, de åbne rendestene frembød. Tilstoppedes de, var

det ikke usædvanligt, at de i regnvejr oversvømmede

gaderne, og det hørte ikke til undtagelsen, at deres æ-

kelheder med vandet sivede ned i de mange kælderlej

ligheder, som byen dengang var rig på, og ødelagde

beboernes ejendele. Men så længe befolkningen stod

uforstående overfor en forbedring af de hygiejniske

forhold, havde myndighedernes gentagne påbud om

renovationens fjernelse ingen særlig virkning. Gennem

størstedelen af 1700-tallet førte de en håbløs kamp for