Rahbek hørte til dem, der på sin egen krop havde
mærket dem i al deres gru. Da han en dag i 1772 i det
fornemme Amalienborgkvarter ville krydse den brede
rendesten på St. Annæ Plads ved at træde ud på en
bunke dynd, der havde samlet sig midt i strømmen,
sank han i »uden at nå bund, så jeg ydermere faldt på
det andet knæ og havde meget ondt med at komme op
og aldeles tilsølet, og til spektakel for alle forbigående
at nå hjem« 17b
Det var iøvrigt i samme rendesten, der ti år tidligere
var blevet fundet et næsten oprådnet lig af en nyfødt
dreng, stukket ind under et rendestensbrædt 18b
Overalt i byen var forholdene de samme. I rendeste
nene blandedes regnvand med husholdningsaffald,
latrin og affald fra brændevinsbrændernes kvæghold,
ligesom det heller ikke var noget usædvanligt syn at se
priveternes uhumske indhold ved hjælp af vandposte
nes spildevand glide med strømmen ned ad gaderne,
udbredende især om sommeren en frygtelig stank, der
dog ikke synes at have generet datiden synderligt,
ligeså lidt som den synes at have forstået den smittefa
re, de åbne rendestene frembød. Tilstoppedes de, var
det ikke usædvanligt, at de i regnvejr oversvømmede
gaderne, og det hørte ikke til undtagelsen, at deres æ-
kelheder med vandet sivede ned i de mange kælderlej
ligheder, som byen dengang var rig på, og ødelagde
beboernes ejendele. Men så længe befolkningen stod
uforstående overfor en forbedring af de hygiejniske
forhold, havde myndighedernes gentagne påbud om
renovationens fjernelse ingen særlig virkning. Gennem
størstedelen af 1700-tallet førte de en håbløs kamp for
29