37 / 110
af 40 vognmænd, at man ejede to par gode heste og to
vogne, som dels kunne anvendes til landevejskørsel,
dels til kørsel i byens gader. Imidlertid var det antal
vogne, de disponerede over, ikke altid tilstrækkeligt
stort, og det var derfor tilladt bønder og andre, der
havde vogne, at køre for købmænd og kræmmere, der
ønskede at deltage i markederne på Sjælland, men det
vides også, at vognmandslaugene både i København, i
Helsingør, i Køge og i Roskilde forsøgte at hindre hin
anden i at påtage sig fragtkørsel på åben gade i andre
byer end dem, de var hjemmehørende i. Vognmænde-
nes kår var i det hele taget ikke lette — ihvert fald ikke
i København. Når de f.eks. kørte for fremmede og pas
serede gennem stadens porte, skulle de til under
retning for byfogeden meddele portvagten, for hvem
de kørte, og på hvilket herberg deres passagerer ville
tage ophold. Undlod de dette, skulle de dømmes til i
tre dage at bære »den spanske kappe« og tilbringe tre
nætter i rådhuskælderen. Endvidere var lauget forplig
tet til altid at have et par heste i beredskab til i ilde-
brandstilfælde at spænde for byens sprøjte, ligesom
det var vognmændenes pligt at sørge for, at der blev
transporteret vand til brandstedet, fyrhager og stiger.
Få år efter at skråen 1610 var blevet vedtaget, ophæ
vedes alle skråer, men da tiden hurtigt viste sig ikke at
være moden til fuld næringsfrihed, fik vognmændene
i
1622
en ny skrå, der dog i alt væsentligt indeholdt de
samme bestemmelser som den gamle. For at undgå at
de tog overpris for vognleje, blev taksterne slået op i
deres laugshus, på Rådhuset og ved Stranden. De
skulle nu også påtage sig forsendelsen af breve, og
34