41 / 110
var relative små, som den franske adelsmand de Vrig-
ny, der besøgte København i 1702, oplyser, blev det
efterhånden almindeligt, at enhver borger med respekt
for sig selv holdt hest og vogn 25h Og det synes ikke at
have virket særlig afskrækkende på dem, at der
1680
var blevet udskrevet en særlig skat på 40 rdlr. for hver
karosse 26).
Som undskyldning for at holde vogn tjente naturlig
vis gadernes søle og uhumskheder, der tilsmudsede og
ødelagde sko og klæder, og det var jo ikke altid man
kunne få fat på en lejekaret, når man stod og skulle
bruge den. Men at mange utvivlsomt har måttet
spænde livremmen ind for at kunne tilfredsstille deres
honnette ambition fremgår af de Vrignys’ s udtalelse,
at personer af middelstanden — især kvinder — ofte
måtte blive hjemme fra kirke, når de ikke kunne
komme til at køre, fordi deres heste enten var blevet
syge eller en af dem var død, og de ikke havde råd til at
købe en anden 27h
Vognenes staffering og udstyr gav også prestige, og
mange offrede derfor store summer på deres udseende.
Rigmænds vogne var ofte forgyldte eller forsølvede og
udvendig prydede med malerier og indvendig betruk
ket med fløjl med guld- og sølvfrynser. »Kongens fine
ste vogn var en stadselig fransøsisk karosse, som var rigt
forsynet med billedskjærerarbeide og med drevne pry
delser af forgyldt metal udvendig, indvendig var den
betrukken med rødt fløjl med rig besætning af gyldne
galoner, fryndser, kniplinger og hængedupper, og de
røde damaskes gardiner var opkræmpede med gyldne
bånd. Den hængende karm vuggede let i sine stærke
38