121 / 205
G A M L E F Æ R D S E L S R E G L E R
var i stand til at måle hastigheder ligesom nu, gjorde man det
ved følgende bestemmelser:
» i . Maae ingen, enten med sin egen Equipage, med Hyre-Vogn,
Chaise, Phaeton, Cariol, Postvogn eller deslige, kiøre sterkere end
udi en liden maadelig Trav, ikke paatvivlende, at jo ethvert Her
skab og andre, som selv holde Eqvipage, alvorligen advare og
tilholde deres Kudske og Tieneste-Karle, ikke herimod at forgaae
sig.
2. Maae ingen Arbeyds-Vogn, uden Forskiel af Eyere eller Brug,
kiøre med Læs uden Fod for Fod, og ledige udi en liden saa
kaldet Lonte-Trav.«°
Ligesom der indtil i. juli 1966 skulle stå et skilt med »60 km« på
større lastbiler, kunne der dengang have stået »Lonte-Trav« på
datidens arbejdsvogne. Et dyt-horn havde man jo ikke dengang, og
derfor måtte man klare sig med stemmens brug:
»5. Skal alle, som enten kiøre eller ride, og see et Menneske for
sig, være forpligtede at anraabe samme at gaae af Veyen.«
Det må have været aldeles afgørende for Kancelliet at få den
nye hastighedsbegrænsning gennemført i 1780, for overtrædelser
af loven forfulgtes med en for Danmark sjælden rigoristisk hård
hed. Værst er det, at der ved loven gennemførtes et officielt system
af angiveri, sådan at den, der meddelte politiet om en færdsels
forseelse, modtog en dusør på ikke mindre end 6 rdl.; og som et
særligt raffinement i afstraffelsen var det bestemt, at det var den
ulykkelige trafikant selv, der skulle betale dusøren til »stikkeren«.
»Og paa det de, som sig herimod maatte forsee, desto uund-
gaaeligere kunde blive afstraffede, har Hans Majestæt videre . . .
befalet, . . . at den eller de, som nogen saadan Forseelse ved Politie-
Cammeret beviislig angiver, derfor skal nyde en Douceur af 6
Rdlr., hvilke den Skyldige, foruden den forhen fastsatte Mulet af 2
Rdlr. . . . samt anden corporlig Straf, som Spansk-Kappe, Arrest
121