123 / 205
G A M L E F Æ R D S E L S R E G L E R
Karlene, begik nogen Forseelse paa Gaderne, med stærk Kiørsel
eller U-ret at holde, med videre, som ofte forefalder.«9
Nogle år senere, i 1758, blev det alvorligt foreholdt, at numme
ret skulle males
»og ikke med Kride paaskrives, som nogle have fundet for
godt at giøre, der strax bliver ukiendelig.«
Enevældens lovgivning var ikke præget af senere tids ensartet
hed - det var meget almindeligt, at der i én og samme forordning
blev lovgivet om flere hinanden uvedkommende områder. I den
førnævnte Kancelliplakat fra 1758 dukker pludselig henimod slut
ningen en aldeles afgørende bestemmelse op for første gang, en
bestemmelse, der siden er blevet grundlæggende i vore dages tra
fik: højrekørsel - forudsætningen for, at man kan komme hel
skindet fra en køretur. Det hedder kort og godt i forordningen:
»Saa skal og alle forbemeldte Vogne, alletider kiøre paa den
høyere Side af Gaden hvor henkiøres saa nær Rendesteenen som
de kand komme . . . alt under een Rigsdalers Straf for hver som
herimod forseer sig.«
Om en sådan sidebemærkning i en forordning om noget andet
virkelig er blevet overholdt, kan synes tvivlsomt; men bestemmel
sen kunne dog være retningslinie i de vanskelige situationer, der
opstod hvert øjeblik, når to vogne skulle passere hinanden i de
smalle gader, med dybe rendestene i hver side. Man må formode,
at der allerede før 1758-forordningen har været en eller anden
form for uskreven lov, en gentleman-agreement, der bestemte, at
man passerede hinanden højre om, idet man dårligt kan tænke
sig, at kuskene, der mødtes med hver sin vogn, i hvert enkelt til
fælde har diskuteret sagen.
Et andet og vanskeligere spørgsmål er, hvorfor man netop be
stemte sig for højrekørsel her i Danmark, medens man i andre
lande, f.eks. Sverige, kørte i venstre side af vejen. Det er et pro-
1 2 3