128 / 205
K R I S T I A N H V I D T
bud, ligesom og den overhaandtagende Pidske-Smelden ved Kane-
Kiørsel i Stadens Gader og paa dens Grund, er en mod den
offentlige Sikkerhed stridende Uorden.«19
I 1860’eme blev man igen interesseret i orden og system i
gadetrafikken. Efter at København i 1863 fik en ny politiordning,
som i sine hovedtræk endnu er gældende, udsendtes i januar 1869
en »tidssvarende« politivedtægt for København, som i kapitel 3 og
4 indeholdt noget, der kunne ligne en moderne færdselslov.20
Derefter blev alle tidligere færdselsforordninger tilbage til 1685
højtideligt ophævet.21 For landets øvrige købstæder udarbejdede
Justitsministeriet en standard-politivedtægt, og disse blev i løbet af
1869-70 stadfæstet af byrådene med de små forandringer, som de
lokale forhold nødvendiggjorde. Men endnu var der ingen samlet
færdselslov for hele landet. I byerne gjaldt de lokale politivedtæg
ter, på landeveje vejforordningen af 1793 —og i skovene et tredie
sæt færdselsregler for køretøjer.22
Men i løbet af årtierne omkring århundredskiftet ændrede trafik
ken som bekendt karakter. Først dukkede cyklisterne op, kaldet
bl.a. henholdsvis velocipedanter og velocipetriner. Allerede fra
1869 blev de »saakaldte »Velocipeder«« ikke tolererede på fortove,
men i 1883 blev det de vovemodige medlemmer af Dansk Bicycle
Club tilladt at befare nogle spadserestier i Østre Anlæg for at
øve sig, men kun før kl. 9 om morgenen.23 På hele Strøget fra
Kongens Nytorv til Rådhuspladsen måtte de under ingen om
stændigheder vise sig.24 Siden dukkede de første frygtindgydende
automobiler op, og med dem den første egentlige færdselslov af
i
903
j
2° der siden jævnligt er blevet revideret og udvidet i takt
med de stadig større mængder af biler, der unægtelig kører uma-
neerlig fast - ingen tænker mere på at overholde reglen om et
såkaldt lidet lonte-trav.
128