124 / 205
K R I S T I A N H V I D T
biem, der kan føre til allehånde teorier. Men for Sveriges ved
kommende var sagen nu ikke så enkel som i Danmark, hvor man
en gang for alle bestemte sig for højre side og blev ved det. I
Sverige begyndte man nemlig med højrekørsel - Karl X II , eller
rettere hans ministre, bestemte udtrykkeligt i en forordning fra
17 18 , at man skulle have den modkørende på venstre hånd, når
man passerede hinanden, d.v.s. holdt sig i højre vejside.10 Men
nogle år efter Karl X I I ’s død, 1734, vendte man om på begreber
ne og indførte venstrekørsel11 - og det holdt man fast ved i 233 år,
indtil Sverige den 3. september 1967 vendte tilbage til den ud
mærkede ordning, som Karl X I I indførte.12
Der er meget, der tyder på, at højrekørsel har sin begrundelse
i den måde, hvorpå man kørte med hesteforspændte vogne. De
ældgamle ord i dansk, der betegner hestene i et tospand: fjermer
og nærmer - den til højre og den til venstre - viser, at kusken
fra de ældste tider har siddet eller gået på venstre side af sin
vogn. Når kusken sidder til venstre, må han også passere en vogn
højre om, så han fra sin plads på vognen kan konstatere, at han
ikke støder ind i det modgående køretøj.
Medens højrekørsel altså har noget med vognkørsel at gøre,
stammer venstrekørsel antagelig fra en grundlæggende regel i selv
forsvarets kunst, der gælder helt tilbage til middelalderen. Når to
ryttere på en vej mødte hinanden, ville de passere venstre om af
forsvarsmæssige hensyn. Alle mennesker med respekt for sig selv
havde før ca. 1700 et sværd hængende på deres venstre hofte,
som de trak blank med højre hånd. Hvis de nu passerede en mand
højre om og han pludselig gik til angreb, var de, i hvert fald til
hest, ret hjælpeløse. Passerede man derimod venstre om, var man
når som helst parat til at slås med den, der kom imod en.
Indtil slutningen af 1 700-tallet gjaldt færdselslovene kun for Kø
benhavn. Udenfor hovedstaden fandtes ingen regler. Trafikken var
1 2 4