122 / 205
K R I S T I A N H V I D T
paa Vand og Brød eller Hals-Jernet . . . efter Omstændighederne
og Politimesterens Kiendelse, saa straxen uden videre Modsigelse,
haver at erlægge.«6
Når dertil kom, at man få dage efter ved kabinetsordre (kan-
cellipromemorie af 28. februar 1780) forbød al appel af politi
mesterens afgørelser til højere retsinstanser i færdselssager, kan
man jo uden overdrivelse tale om et færdselsdiktatur.7 Den højtide
lige lov slutter da også med nogle meget alvorlige kongeord. De
udmunder i følgende formaning, som viser, at færdselspropaganda
ikke er noget nyt - ordene kunne stort set bruges i dag, udsendt
af Rådet for større færdselssikkerhed:
». . . Kongen kan ei andet end med Misfornøielse og Afskye
ansee de Menneskers Bestræbelse, som for en Fornøielses Skyld
saa gjerne ville blive ved at sætte deres uskyldige Næste i Fare,
omendskjønt de have hørt al den jammerlige Ulykke, som paa
et Aars Tiid derved er forvold saamange i Byen.«
Det lidet tiltalende angiversystem var ikke en midlertidig foran
staltning i en krisesituation. Det stod ved magt helt op til 1869,
dog med den forbedring i en revideret bekendtgørelse fra 18 15 ,
at der ikke altid betaltes nogen dusør til anmelderen, hvilket vel
i nogen grad sløvede folks lyst til at ile til politikammeret og sladre
om dem, der ikke kørte i en liden mådelig trav.8
T il glæde for politiet og angivere var nogle år tidligere blevet
indført et system, som trives i bedste velgående den dag i dag:
indregistrering og nummerering af køretøjer. Det var i begyndelsen
af i75o ’eme, at dette blev indført:
»Efter Høy Ordre, er forhen Brøggerne, Bagerne, Møllerne,
Vognmændene og Hyre-Kudskene, her i Staden, bleven advarede,
at have deres Arbeyds-Vogne, og Hyre-Kudskene deres Careter,
forsynede med kiendelige
Nummere
paa begge Sider, for at fore
komme Vognenes Opbringelse . . . naar Kudskene, eller Kiøre-
122