93 / 205
C H R I S T I A N S H A V N S G R U N D L Æ G G E L S E
ønskedes praktiseret i begyndelsen af 1600-tallet i Nordeuropa.
Ligesom i selve undersøgelsen lægges der her mindre vægt på selve
byplanen med placeringen af gader, torve m.v. og mere vægt på
grundfordeling og bebyggelsesbestemmelser.
Ikke mindst anlægget og opbygningen af
Kristiania,
der grund
lagdes 1624 til afløsning af det middelalderlige Oslo, påkalder sig
vor interesse.1 1 Formodentlig har der her foreligget en grundforde
ling, som anvendtes ved overdragelsen af grundene, for det skete
til hver enkelt »efter formue«. Adelige og særlig velstående borgere
eller håndværkere skulle bygge i grundmur til gaden i to stok
værk, mens side- og bagbygning skulle være i bindingsværk; disse
folk synes at have fået overladt de bedre grunde nær havnen. Imid
lertid var der ingen, der kunne få skøde på sin grund, før vedkom
mendes gård var fuldt færdigbygget, og man havde siddet år og
dag. Måske netop belært af udviklingen på Christianshavn havde
man her taget alle forholdsregler til sikring af byggeriet, idet der
i en »stor« bog blev noteret: Grundenes udstrækning, gadens navn,
den fremtidige bebyggelses dimensioner, byggematerialet m.v.;
hertil kom så endelig ejerens underskrift. Meget interessant er det,
at den, der havde fået en god plads til sig selv, og som tilhørte
det bedre borgerskab, skulle tage en plads »oppe i byen« (d.v.s.
i området længst væk fra havnen) og dér bygge lejevåninger til
håndværksfolk. Heller ikke på denne grund fik man hævd, før
våningerne var opbyggede og havde været udlejede år og dag. I
hvor høj grad disse bestemmelser virkelig blev effektueret, er et
stort spørgsmål; alligevel synes der dog at være en hel del træk, der
peger tilbage på Christianshavn, således blandt andet kravet om
to-etages grundmuret forhus og bindingsværksside- og baghus;
men byggeforpligtelserne er skarpere og mere direkte formuleret
her end på Christianshavn - også hvad angår hævd på grundene;
desuden mindes man, at såvel Mikkel Vibe som Johan Semp,
93