19 / 359
Den i 1748 paa „Tjæ rehusets“ Grund (K ongens Nytorv) opførte T heaterbygning.
Pavillonbygningen paa Værftet.
senere Studenterforeningen.
Det var Montaigu, der fik Privilegiet paa at opføre Komedie i
Landets eget Tungemaal.
At den nye Æ ra indviedes med et Stykke af Molière („Den
Gerrige“) og ikke af Holberg, var, ret beset, naturligt nok. Hol
berg skulde jo forst blive den store, nationale Skuespildigter,
medens Molière allerede sad inde med Berømmelsen. Og han var
Montaigu’s Landsmand. Desuden krævede Holbergs personrige
Stykker et talrigere Personale, og da man for Alvor gav sig i
Lag med dem, m aatte
Truppen
rekrutteres
med friske K ræ fter, og
endda m aatte man ofte
lade én og samme Skue
spiller optræde i flere
Roller i samme Kome
die.
Grønnegade-Theatrets
indre Historie er gan
ske ukendt, og man
kan paa dette Punkt
kun holde sig til Gis
ninger.
Dets ydre Historie er
derimod tilstrækkelig
kendt. Den var trøstes
løs sørgelig.
Da T iieatret havde
ta b t Nyhedens In ter
esse, nød det kun slet
Besøg af det højstæ re
de Publikum. Og dog
havde man i Sandhed
anstrengt sig for at
være
Københavnerne
til Behag. I Sæsonens
første fire Maaneder
opføres ikke mindre
end fem af Holbergs
nye Stykker („Den po
litiske
Kandestøber“,
„Den Vægelsindede“,
„Gert W estphaler“, „Jean de France“ og „Jeppe paa B jerget“) og
desuden tre af Moliéres bedste Komedier.
København kendte ikke sin Besøgelsestid. Man var hurtigt sløv
og ligegyldig ligeoverfor det, der for Alle, Høje og Lave, burde
have væ ret en epokegørende Begivenhed.
Grønnegade-Theatret vansmægtede i Næringssorg. Og dog var
dets Krav, for at kunne eksistere, saare beskedne.
Ifølge Skuespillernes egen Erklæring var Truppens ordinære
Udgifter pr. Aften ikke over „30 R ixdaler“, hvilket om trent sva
rer til 300 Kroner i vor nuværende Mønt. Det vil med andre
Ord sige, at hvis blot 100 Mennesker gennemsnitlig havde over
været Forestillingen de to stakkels Gange, man ugentlig spillede,
havde man kunnet holde dette første danske Theater oven Vande.
Mere krævedes der i Virkeligheden ikke, idet Billetpriserne -
endogsaa efter vore Tiders Forhold — var meget høje. De bedste
Pladserbetaltes med 1Sietdaler, hvilket
i vorePenge nutildags
vilde svare til 0 a 7 Kr.
Gulvet, der ikke an-
saas for nogen fin og
standsmæssig Plads, ko
stede 3 å. 4 Kr. i Nu
tidens Penge, og den
billigste Plads, Galle
riet, stod i 1 Mark, der
svarer til 1 Kr. 55 Øre.
Der var Aftner, da
en By med 70,000 Ind
byggere kun undte sit
Theater en Indtægt af
8 fattige Rigsdaler!
Derfor blev Grønne-
gadescenens Saga lige
saa trang som kort.
Den gjorde det Kunst
stykke at gaa fallit fire
Gange i Løbet a,f fem
Aar! Og den 25. Fe
bruar 1727 skrinlagdes
Skuespillene med Hol
bergs „Danske Comoe-
dies Ligbegængelse“.
Den store Digter trak
sig fornemt og resig
neret tilbage.
„Jeg undrer ikke,“
skriver han, „at det
gør Dig ondt paa det
Offentliges Vegne. Men
hvorfor det gør Dig
ondt paa mine, indser
jeg ikke, da jeg nu er fri for Urolighed, Avind og det møjsomme
Arbejde, jeg, saalænge Skuepladsen stod, med min Helbreds og
Evners Opoffrelse idelig opfordredes til.“
Der blev gjort et ganske kortvarigt Forsøg paa at va;kke det
dorske Publikums Interesse paany, men saa indtraf i Oktober
1728 den skrækkelige Ildsvaade, der lagde det halve København
i Grus, og da Byen nogenlunde var kommen til Knefter igen,
ram tes Landet af en Ulykke af anden Art, idet Christian den 6te
besteg Tronen og med sit Bigotteri lagde en Mare over Landet.
Parti af Kongens Nytorv 1748.
Gjethuset.
Det nyopførte
kgl. Theater.
1 5