20 / 359
Truppen spredtes for alle Vinde, og Capions T heater gik over
paa lians Kreditors, General Arnolds, Hænder, og da det i 1737
havde staaet ubenyttet næsten en halv Snes Aar, lykkedes det
endelig Generalen a t blive det kvit, e fterat det gentagne Gange
— forgæves — havde væ ret stillet til Auktion.
I en M andtalsliste fra 1738 læses disse vemodige Ord:
„Meldes den Høy og Vel Edle Herr M agistrat, a t Comoédie
Huuset er bebygt udi 3de Vaaninger, nemblig som følger: 1 be
boet af Capitaine Swane, 1 af G. C. H. From og 1 af J. A.
Schnabel“.
Og hermed er G rønnegade-Theatrets Saga ude! -
F rederik den 4des Død den 12. Oktober 1730 var et h aard t
Slag for det danske Theater, der i Christian den 6tes Øjne var
Djævelens Værk.
I seksten lange Aar m aatte Landet sukke under Pietismens
aandløse Svøbe. Maaske i Anledning af Ansøgning om fornyede
Privilegier, indhenter Kongen Gejstlighedens Betænkning angaa-
ende Skuespils T illadelighed fra et kirkeligt Standpunkt, og han
faar selvfølgelig det
Svar, han attraar. De,
der forsvarer Komedier
og bidrager til deres
Trivsel begaar en Synd,
men endnu større Synd
begaar de, der ikke
hindre „al saadan Grue
lighed“, skøndt det
staar i deres Magt a t
gøre det.
Og Christian den 6te
hindrede Grueligheden
af al sin Evne. I en
Forordning af Marts
1738 forbydes det lige
frem Komediantspillere
a t indfinde sig i Dan
mark.
Men med ét Slag
sker Forandringen til
d et bedre, da Frederik
den 5te i August 1746
arver Tronen. Han var
vennesæl og livslysten,
kun 23 Aar gammel,
og hans Dronning, den
yndige og forgudede
engelske Prinsesse Lou
ise, yngre endnu.
Hvor stor Forskellen
er mellem før og nu,
kan ikke betegnes stæ r
kere end ved den Om
stændighed, a t Holberg,
der af Christian den 6te
nærmest var en P er
son, man burde afsky,
nu blev en kæ r Gæst
ved Hoffet.
Lad os, saa ofte vi
høre F rederik den 5tes
Navn nævne, sende
ham en taknem lig T an
ke. Ham skylder den
danske Skueplads mere,
end det staar k lart
for den almindelige Be
vidsthed.
Holberg var nu en æ l
dre Mand, og T heatret
havde h a ft en Skæbne,
der ikke skulde friste
ham til a t skabe sig nye
Sorger og Æ rgrelser over Publikums Vankundighed. Men i det
unge, hjertevindende Kongepars Selskab følte han sig veltilpas og
forynget, og Iveren efter a t antage sig Skuepladsens Sag vaag-
nede i ham med fornyet Styrke.
Muligheden for under de forandrede Forhold a t genoprette det
danske T heater var forhaanden og blev da ogsaa snart benyttet
— ogsaa denne Gang af en Udlænding, Tyskeren T h ie lo , en for
henværende Organist, en Vigtigmager, hvis Orm det var a t være
Theaterdigter, og som uden Holbergs kyndige Hjælp ikke var
kommen vidt.
Vanskeligst var det at skaffe Skuespillere, for a t Thielo’s P ri
vilegium skulde kunne udnyttes. Her var det da Holberg, der
viste en næsten ungdommelig Foretagsomhed.
Af G rønnegade-Theatrets splittede Trup var kun den gamle
P il lo y , der nu havde slaaet sig ned som agtbar Vinhandler, til
bage. Med Pilloys’s Hjælp og gode E rfaring i Skuepladsens ind
viklede Maskineri lykkedes det Holberg at hverve unge Personer
for den nye Scene, der efter hans eget Sigende blev „forsynet
med lige saa gode Acteurer som den forrige, og dømme Adskil
lige, som have set dem begge, den sidste at være bedre“.
Og hvor kom saa denne nye Scene til at ligge? I Byens
H jerte — i Læderstræde.
Her fandtes nemlig en Koncertsal i det saakaldte B e rg s H us,
i vore Tider bærende Husnummeret 13,— en Sal, der uden større
Omstændigheder omdannedes til et Theater, hvis Tilskuerplads
kun bestod af P arterre og Galleri, og hvor man den 14. April
1747 aabnede Forestillingernes Række paa den værdigste Maade
med Opførelsen af Holbergs udødelige „Politiske Kandestøber“. —
Im idlertid — det ret mangelfulde Theater i Læderstræde var
og kunde kun være den danske Komedies ganske foreløbige
Hjemsted.
Thielo’s Privilegium blev snart overdraget til Truppen selv, da
hans Uduelighed var bleven tilstræ kk elig t konstateret, og det stod
nu tilbage a t skaffe sig en Scene, der var Kunsten mere værdig
end den i Læderstræde. Her viste Holberg paany sin Kærlighed
til T h eatret og sine Skuespillere og røbede et diplomatisk Snille,
der satte den skønneste Frugt.
Den 19de August 1747 havde Kong Frederik den 5te anmeldt
sit Besøg hos Grev R e v e n tlo w paa Holtegaard, og Festarrange
m entet i samme Anledning var lagt i Hænderne paa den unge
Grev R a n tz a u , hvis litteræ re Interesse havde skabt ham et ven
ligt Forhold til Holberg allerede for Aar tilbage.
Holberg fandt Lejlig
heden saare bekvem til
at præ sentere den dan
ske Komedie for Maje
stæten.
Et Theater
blev i Hast tøm ret sam
men i Holtegaards Ha
ve, hvor man da op
førte „Maskeraden“ og
„Didrik Menschen-
skræk“, e fterat man
dog først i en Prolog,
som den litteræ re Gre
ve selv havde forfattet,
og som flød over af
Smigerens søde Hon
ning, havde præpareret
Landsfaderen. I denne
Prolog optraadte Olym
pens Guder, der kap
pedes om at berømme
Kongen som den elske
lige Regent, der netop
fordi han omfattede
hver eneste af sine
U ndersaatter med fa
derlig Kærlighed vilde
blive en Skræk for
Fjenden. Han var, stod
der, den „kækkeste til
hest og den dejligste
under Tronen, — spørg
kun alle Fruentimmer
i L andet“ — o. s. v„
o. s. v.
Hvem modstaar Smi
gerens farlige Gift?
Næste Dag sendte Kong
Frederik Aktørerne et
G ratiale paa 100 Rdlr.
med Løfte om at imø
dekomme dem, hvis de
havde et Ønske. Og
nu opfordrede Holberg
dem til at smede, mens
Jern et var varm t.
Kort og godt — al
lerede den 11. Novem
ber udfærdigedes en
kongelig
Resolution,
ved hvilken Tjære
pladsen paa Holmen
overdroges Aktørerne
til Eje med Tilladelse
til a t opføre et T heater paa Grunden.
Holberg havde iøvrigt allerede før dette T idspunkt vist Aktø
rerne sin Bevaagenhed, idet han havde tilbudt dem en
Grund
paa Nørregade, hvilken vi ovenfor, under Beskrivelsen af Nørre-
gade-Theatret, har h aft Lejlighed til at omtale.
Det nye T heater blev øjeblikkelig paabegyndt, men inden det
kunde staa færdigt, fik Truppen Tilladelse til at spille i „Tjære
huset“, det samme som Capion i sin Tid havde benyttet.
Saa stæ rkt var Arbejdet paa den nye Skueplads blevet frem
skyndet, at den allerede ved det paafølgende Aars Slutning, den
18. December 1748, paa Dronningens høje Fødselsdag, kunde aab-
nes med en højtidelig Gala- og Festforestilling, der overværedes
af Majestæterne, og ved hvilken „Dobleren“ og „De tre Rivaler“
opførtes.
Tilsyneladende var den danske Komedie pludselig kommen til
Ære og Værdighed. Men — desværre var det ogsaa k u n tilsyne
ladende. De indre Adm inistrationsforhold var nemlig alt andet
end lystelige.
T heatret var bygget paa Laan, som Københavns M agistrat havde
skaffet tilveje. Og derfor mente Magistraten, at den ogsaa burde
have Ret til a t faa Opsigt med D riften, og med Truppens Billi
gelse blev det da besluttet, a t der indsattes en Direktion, der paa
Magistratens Vegne skulde lede T heatret. D irektionen kom til at
bestaa af fire Mand, der maaske har væ ret „gute L eute“, men
Statue af P ro fesso r Casper Frederik Harsdorff,
som er opstillet i Vestibulen i Cliarlottenborgs U dstillingsbygning. Harsdorff var Direktør for Kunst
akademiet fra 1777—79, byggede en Mængde af de bekendte Pragtbygninger i København, som omtalt
Side 258 i „Kør og N u“s 2. Aargang. I 1774 og 1792 ombyggede han det kgl. Theater.
16