206 / 362
HOFTHEATEREORESTILLmGERNE.
189
saa meget som Heiberg var istand til at bedømme
dette, væsentlig juridiske, Spørgsmaal (hvis endelige
Afgjørelse iøvrigt tilkom Justitsministeriet, gjennem
hvilket Bevillingerne udfærdigedes), og selv om man
vil se bort fra, hvor ganske ligegyld igt Heiberg
ideligt, naar Spørgsmaalet var om slige Bevillinger,
havde forholdt sig ligeoverfor det kgl. Theaters
Monopol, saaledes som Ministeriet i dets ovenciterede
Skrivelse af 18. J u li1) paamindede ham om, og at det
maatte findes lidet stemmende med Ministeriets Vær
dighed, om det nu pludselig skulde skifte System,
fordi Heiberg fandt Anledning dertil — saa er det
høist forunderligt, at hverken Overskou eller Heiberg
selv have havt Syn for, hvor umuligt det vilde været
for Ministeriet, om det end havde villet forsøge paa at
forhindre Forestillingerne paa Hoftheatret, da at
gjennemføre et Forbud mod disse, hvilket uden Tvivl
kun vilde yderligere skadet det kgl. Theater.
Hverken Overskou eller Heiberg have kumiet
være uvidende om, hvad Alle vidste, at Kammerraad
Lange stod i ganske særlig Yndest hos Kong
Frederik VII, og at denne paa enhver Maade vilde
tage ham i Beskyttelse. — I slige Sager var Kongen
ikke le t til at faae til at give efter, men kunde
gjerne befrygtes at ville gaa til Yderligheder. — Det,
Heiberg forlangte af Ministeren, var saaledes ikke
mindre end, at han i en Sag — der ikke egentlig
hørte under hans Eessort, men under Justitsministerens
— skulde reise en Motion, som let kunde bringe ikke
blot Ministerens egen Stilling men muligvis det hele
Ministeriums Bestaaen i Fare; og for ikke at tale om,
i hvor høi Grad en Minister vilde latterliggjøre sig
ved at sætte Himmel og Jord i Bevægelse og maaske
O Se ovfr. S. 179.