252 / 795
240
Sigurd N ielsen
ledes man ikke skulle takke. Dette indlæg vakte Mol-
bechs vrede og førte til en privat pennefejde mellem de
to mænd.33 M. h. t. at virke for trykkefriheden var sel
skabet meget tilbageholdende i begyndelsen. Men da re
geringen i 1836 forelagde i stænderforsam lingerne udkast
til en plakat, der fastsatte straf for tilsidesæ ttelse af
p ligtskyldig opmærksomhed med hensyn til de lovbe
stemte grænser for trykkefriheden, og altså betød en
skærpelse af forordningen af 1799,30 måtte foreningen
nødvendigvis oplade sin røst. H. N. Clausen skrev en
artikel,37 hvori han spagfærdigt protesterede imod nye
indskrænkninger i trykkefriheden, som han kaldte „det
virksom ste Middel til Oplysnings, Kulturs og Moralitets
Udbredelse“. På den anden side mener Clausen dog, at
lovudkastet er fremkaldt ved misbrug af pressen, hvis
man får fjernet misbrugene, vil regeringens forslag også
bortfalde. Det samme m ellem standpunkt repræsenterer
Schouw i sin artikel „Om Grænserne for Indholdet af
de uprivilegerede B lade“,38 skrevet i anledning af rege
ringens forbud af 16. april 1836 mod at meddele politi
ske nyheder med dertil knyttede ræsonnementer. Schouw
påviser, hvor vanskeligt det er at trække grænserne for
forordningen af 1810, og fremhæver, at Hages artikel
„Rusland og O rienten“ ikke var af anden karakter end
så mange andre, der ikke var blevet forbudt.
„Dansk Fokeb l ad“s op l y sn i ngs v i rksomhed
f ra stiftelsen til novembe r 1836.
Selskabets frygt for at deltage i politik fik det til at
kaste sig så meget desto ivrigere over et andet gebet,
folkeoplysn ingen . At dette arbejde var en opgave for for
eningen, var alle medlemmer enige om, derimod kunne
der jo være divergerende meninger om, hvilke sam funds
lag dette oplysningsarbejde skulle tage sigte på. Schouws
stilling er f. eks. ikke helt klar, i den ene artikel39 taler