275 / 795
S elskabet for T rykkefrihedens rette Brug
hed til den dansktalende del af Slesvigs befolkning. Leh-
mann ville ikke prædike nogen danskhedens propaganda
og vendte sig imod enhver tanke om at fordanske Hol
sten. Han skildrede den tilbagetrængning, der efterhån
den var sket af det danske sprog, men så en redning i
tidens folkelige ånd, som også havde fremkaldt et våg
nende folkeliv i Slesvig. Hvilke ændringer der skulle ske
i offentlige forhold for at skaffe den danske nationalitet
og det danske sprog sin ret, måtte overlades til Slesvi
gerne selv, men hvad de danske kunne gøre, var at ud
danne og forædle det danske sprog i Slesvig for således
at styrke dets modstand imod det fremmedes indtræn
gen. Her kunne også Trykkefrihedsselskabet medvirke.
Dette forslag vakte ingen modstand, og man vedtog en
stemmigt: „Selskabet bemyndiger Bestyrelsen til at gøre
de Opofrelser, som efter nærmere Overvejelse maatte
anses hensigtsmæssige for at udvide Selskabets Virksom
hed til den dansktalende Del af Hertugdømmet Slesvigs
danske Befolkn ing“.92 Flere ting i Lehmanns tale kunne
tyde på, at han ønskede ført en aggressiv sprogkamp,
der skulle omfatte hele Slesvig. Navnlig udtalelsen om, at
han ikke ønskede Holsten fordansket, kunne lyde ilde
varslende for tysktalende Slesvigere. Den af Gad stillede
resolution, der blev vedtaget, var så tilpas vag i formen,
at man ikke kunne afgøre, om Lehmanns formentlige
politik ville blive fulgt af selskabet. Det skulle i øvrigt
vise sig at være vanskeligt at komme i forbindelse med
Slesvigerne. Den danske bevægelse i Nordslesvig var en
folkelig bevægelse, der var opstået som en opposition
imod embedsstanden. Den holdt fast ved absolutismen
og betragtede såvel den danske som den slesvig-holsten-
ske liberalisme med m istro.93 Selskabet kom derfor i
forbindelse med kredse, for hvem liberalismen var vig
tigere end sprogsagen. Selskabets agent i Haderslev, fak
tor C. Sørensen, repræsenterede denne retning. Han