276 / 795
264
Sigurd N ielsen
ønskede, at de liberale i kongeriget og hertugdømmerne
skulle træde i forbindelse med hinanden, men er iøvrigt
sku ffet over selskabet, der beskæftiger sig alt for lidt
med politiske spørgsmål, hvilket efter hans mening sky l
des den omstændighed, at foreningen tæller for mange
embedsinænd.94 Den danske bevægelses førstekræfter
holdt sig derimod tilbage, navnlig nærede Flor stærk
m istillid til foreningen. I et brev til P. C. Koch meddelte
Flor,95 at Gad har tilbudt pekuniær støtte, og Lehmann
er villig til at levere bidrag til „Dannevirke“, men Flor
ønskede ikke at modtage hjælp fra kongeriget. Og Koch
for sit vedkommende melder sig først ind i selskabet i
foråret 1838.96 Til gengæld sad Ivochs bitre fjender i sel
skabet.
Pastor Randbøll skrev meget bittert, at Koch og N is
sen fordærvede sagen, da de i 1838 til Flors petition om
dansk rets- og embedssprog, hvilket Randbøll var til
hænger af, tilføjede kravet om kirke- og skolesprog.97
Og C. Sørensen betragtede den absolutistiske Koch som
en forræder imod liberalismens sag.98 Selskabet måtte
da optræde med stor forsigtighed og berolige selskabets
slesvigske medlemmer ved flere lejligheder. Således skri
ver Gad til pastor Bonnichsen og beklager, at der i Leh-
manns tale findes udtryk, der kan være stødende for
Slesvig-Holstenerne, men erklærer, at selskabets besty
relse ikke vil gøre udbredelsen af dansk sprog i Slesvig
til en partisag.99 Det er dog spørgsmålet, hvor oprigtig
denne erklæring er, thi den 28. november 1837 tilsen
der bestyrelsen Tørninglehn filial et stort antal af J. C.
Riises „Bibliothek for Ungdommen“, og det henstilles,
at man uddeler skriftet fortrinsvis i de egne, hvor
det danske sprog er trængt mest tilbage, og ikke så me
get „nord efter og op imod Kongeaaen“.100 Tørninglehns
uddeling af skrifterne behagede im idlertid ikke Paulsen
og Flor, og de trådte i forbindelse med selskabet for at