292 / 795
280
Sigurd N ielsen
reisen. Så døde Frederik VI, og inden for foreningen næ
rede man som alle andre steder håb om bedre tider for
pressen. Den 6. december sammenkaldte Gad bestyrelsen
og foreslog indgivelse af en adresse i anledning af tron
sk iftet.171 Bortset fra Delbanco, der erklærede, at man
ikke burde indgive en adresse, da man blot risikerede at
blive hånet af pressen, „der gjorde sig al Umage for at
deprimere Selskabet“, sluttede alle sig til forslaget. Men
spørgsmålet om, hvilken forsam ling der skulle tage be
stemmelsen, fik enigheden til at høre op. Formanden er
klærede, at han havde fremsat forslaget under den for
udsætning, at bestyrelsen skulle tage afgørelsen. Blev det
ikke tilfældet, ville han trække forslaget tilbage. Sager,
Engelstoft, Haagen og Meinert sluttede op bag forman
den. Derimod var assessor P. J. Eberlin, H. P. Hansen og
navnlig W ilkens stemt for, at repræsentantskabet måtte
tage afgørelsen. Det blev med 12 stemmer mod 6 ved
taget, at bestyrelsen anså sig for kompetent til at indgive
adressen. Men Delbanco fik ret. Journalisterne generede
atter selskabet. „Københavnsposten“ svang svøben over
det stakkels selskab.172 Bladet erklærede spottende, at
selskabet har udvist passivitet i sin femårige levetid. For
folkeoplysning har det udrettet lidt, men intet for tryk
kefriheden, blot „skreget op en gang imellem om Mis
brug af Pressen“. Det Var de liberales hårde dom over
selskabets virksomhed i Frederik VI’s tid. Det sku lle nu
vise sig, om indsatsen blev mere tilfredsstillende i den
næste periode.
Samarbej det med Flor og Koch mi s l ykke s .
Som tidligere omtalt var der i foråret 1838 sket en til
nærmelse mellem den slesvigske bevægelses ledere og
Trykkefrihedsselskabet i København. Flor nærede vel
stadig mistro til selskabet, men havde brug for støtte i
form af boggaver. Da P. C. Koch så startede det dansk