290 / 795
278
Sigurd N ielsen
Gad gunstig. Herforth erklærede f. eks., at formanden
havde anvendt samme fremgangsmåde på sidste gene
ralforsamling, hvor han havde omtalt, hvem det var
ønskeligt at få valgt ind i skriftkom iteen. Man besluttede
ikke at lade sagen komme frem i Folkebladet, men
uoverensstemmelsen blev ikke dysset ned alligevel, thi
den 14. juni skrev Lehmann om sagen i „Københavns
posten“. Lehmann påstod dels, at formanden ikke havde
ret til at gribe ind i den københavnske afdelings forhold,
dels at Gad havde optrådt på denne måde, fordi han
troede, at Lehmann stod bag „Københavnsposten“s an
greb på hans person.
Denne affære giver et meget godt indblik i foreningens
forhold. Det mest slående er vel den dominerende rolle,
man får indtrykket af, enkelte fremstående personer
spiller. Også de rent personlige modsætninger belyses af
disse stridigheder. Men vigtigt i denne forbindelse er vel,
at Gad s forsøg på at indskrænke den københavnske af
delings selvstændighed og give den en stilling på lin ie
med provinsens filialer ganske m islykkedes. De liberales
indflydelse var stigende.
Pol iti dir ektørens advarsel.
I skriftkom iteen herskede de mådeholdne dog stadig.
Her sad Gad (formand), H. N. Clausen (viceform and),
Engelstoft, F. C. Olsen, Molbech, Hvidt, P. V. Jacobsen,
W essely og Delbanco. Fordelingen bliver således: 4 mo
derate, 3 konservative og 2 liberale. „Det unge Danmark“
skulle så vidt muligt holdes ude af selskabets vigtigste
myndighed. Alligevel kom den så besindige ledelse i strid
med regeringen. Den 5. og 6. april 1839 havde „Dansk
Folkeblad“ indeholdt en gennemgang af den officielle
finansberetning, hvilket resulterede i en alvorlig advar
sel fra politidirektør Bræstrup.166 Politidirektøren beteg
nede beretningen som en ensidig og skæv frem stilling af