162 / 308
157
gjentagne Gange kaldte mig ved Navn og bad
mig komme nærmere og høre, hvad hun havde
at sige. Jeg- var ubønhørlig og ventede i Spæn
ding, at dog Hr. Capitainen snart maatte komme.
Omsider indfandt han s ig , en uhyggelig
Person, med et afslidt militairt Væsen, som
man kunde vente at møde i et Spillehuus. Jeg
havde tænkt m ig, at han vilde fare imod mig
med Bebreidelser eller Trusler, men nei, tvert-
imod! Jeg troer endog at han aabnede Armene
for at omfavne sin tilkommende Svigersøn.
«Det var jo ikke A lt, som det skulde have
været, men nu vilde vi ikke tale mere om det.
Hans Datter var en prægtig Pige. A lt kunde
endnu blive godt!» og saaledes fremdeles en
Strøm af Ord, som ikke trængte til at besvares
af mig.
Jeg talte min Sag saa mandigt, som jeg
kunde, baade at jeg havde været ledet af en
reen Kjærlighed til hans Datter, og at jeg senere
havde bragt Adskilligt i Erfaring, som havde
foruroliget mig.
Efter mange Taarer og For-
sikkringer, som det ikke her var Stedet til at
modbevise eller endog at betvivle, blev Enden
paa dette B e sø g , at jeg vilde komme her i
Faderens H uu s, for nærmere at lære Datteren
at kjende, og da jeg gik bort, kunde jeg nok