165 / 308
160
komne ud af Gadedøren, førend min Yen med
sin jevne Alvor sagde til mig: «Nei, Du! d e t t e
duer ikke»; og deri var jeg ganske enig med ham.
I den Hensigt at afslutte Bekjendtskabet,
gik jeg atter derhen næste Formiddag.
Jeg
traf baade Faderen og Datteren, som nu var
opstået fra sit S yg eleie, og med faa Ord
gjorde jeg en Ende paa alle Hensyn til Frem
tiden. Da der nu blandt Andet blev yttret, at
jeg dog havde lovet Datteren en Komode, mær
kede jeg let, at Sagen bedst kunde afgjøres ved
Penge. Jeg havde tilfældigviis en lille Sum hos
mig, som jeg havde hævet af et Familie-Legat,
og da jeg rigelig havde betalt, hvad en Komode
vel kunde koste, var Alting glædeligt og godt,
uagtet min formelige Opsigelse.
Da jeg med et knust Hjerte gik ned ad
Trappen, stode de begge ovenfor og ledsagede
min Bortgang med Taksigelser og Hilsener, som
om jeg kunde ventes igjen engang i Morgen.
Men jeg gik hjem i Helliggeiststræde og
fortalte min Broder, at han nu ikke længere
skulde være bekymret for mig.
Men syg var
je g , hjertesyg af denne Erfaring, som jeg havde
kjøbt af Livet for 40 Rdlr.
Et Par Dage laa jeg tilsegns i en stærk
Feber, men det gik .snart op for mig, at jeg ikke