159 / 308
154
hendes Hjem, var det nu for Fremtiden aftalt,
at naar jeg paa de D age, da hun var hjemme
hos sin F ad er, gik forbi og tog mit Lomme
tørklæde op af Lommen, skulde dette være et
Tegn paa, at jeg snart efter vilde være i Dyr-
kjøb ved Frue Kirke.
Paa denne Maade lykkedes det os at mødes,
og saaledes gjorde vi oftere Spadseretoure i hin
andens Selskab, som oftest ud af Stadens Porte,
hvor vi ret uforstyrrede kunde tale om vor
* Kjærlighed.
Denne Kjærlighed havde saaledes floreret i
et Par Uger; der var vexlet Breve, Haarlokker
og smaa Præsenter, og jeg havde skrevet ad
skillige Digte til h end e, der mere indeholdt
bønlige Formaninger, end just lyriske Udbrud af
mit Hjerte — thi der var altid en Braad, som
stak mig, og kun altfor ofte gav hendes Væsen
og Yttringer Anledning til at tvivle om, at jeg
her var paa de rette Veie.
Da jeg i min Pine ikke havde et Men
neske at fortro mig til, fordi jeg var undselig
ved dette Forhold, besluttede jeg enDag, da jeg
sad ene og røg Tobak hos en Omgangsven, at
betro ham, der var en ung Verdensmand og
ikke var saa nøieregnende, hvad der laa mig
paa Hjertet.